- I kan ikke være bekendt at gøre ydelserne mindre

Flere ældre koster - Ældre koster millioner Det er sørgeligt at læse disse indlæg, hvor de ældre tilsyneladende er skyld i masser af udgifter.

De der er ældre i dag, er dem der har slæbt og knoklet hele livet for at få det samfund,vi har i dag. Der skrives at der bliver flere ældre. Det er da noget man har vidst i mange år. Nu vil man så i Jammerbugt Kommune til at se på de ydelser, der gives til de ældre. I kan ikke være bekendt at gøre ydelserne mindre. Den hjælp der gives til rengøring er nede på laveste trin. Det er synd at ældre medborgere, der har passet det hele selv, men nu ikke længere kan, skal sidde og se på at deres hjem ikke bliver ordentlig passet. Det kan samfundet ikke være bekendt. Ligeledes vil man se på tilskud til mad. Det er dyrt nok i forvejen. Nej, der bør kigges på udgifter til andre ting. Planer om store ændringer ved bygninger, store køkkener m. v., må vente til der er råd til det. Såfremt man mener noget med, at Jammerbugt Kommune skal være et godt sted at bo, må der være gode forhold for ældre og ikke mindst unge børnefamilier. Der bør også være meget bedre forhold for de ansatte i plejesektoren. Det er sørgeligt, at de ansatte skal bruge så meget tid med deres håndholdte computer, at der næsten ikke er tid til det de brænder for - nemlig at hjælpe vore svageste medborgere. Af Gunnar Lundtoft, pensionist, Bøgevej 7a, Nørhalne