EMNER

I kan stadig ikke slå os ihjel

Musik og dans fyldte gaderne, da 4000 i går demonstrerede mod Christianias lukning

KØBENHAVN:Reggaerytmer flyder ud i gråvejret fra ladet af en festklædt lastvogn. To DJs i røde T-shirts med Christianias tre gule prikker på snakker ind over Bob Marley og kommer med opmuntrende råb til folkevrimlen, der vandrer bag vognen. - Bare fordi Anders Fogh og hans kumpaner ikke har for fem flade ører sjov i tilværelsen, kan de da godt lade os andre være i fred, råber den ene DJ og understreger budskabet med et par scratch på pladespilleren. Demonstranterne griner og løfter deres bannere i respekt. På de fleste står der ”Danmark ud af Irak - Politiet ud af Christiania”. Dem har Internationale Socialisters Ungdom haft med og gavmildt delt ud af til dem, der ikke havde fået lavet et banner selv. Langsomt, langsomt vugger alle nu af sted mod Christiansborg. Hippiepiger i efterskolealderen stopper op og danser rundt, mens et par vagabonder tager sig tid til at rulle en hæderlig joint på størrelse med en Havannacigar. Luk Barsebäck i stedet Kristine på 19 og Lauge på 17 er kommet hele vejen fra Kolding for at være med til demonstrationen. Det er en borgerpligt, er de enige om. - Vi har brug for Christiania. Hvis regeringen absolut skal lukke noget så tag dog Barsebäck eller skrid, siger Kristine, hvis farmor selv har boet på Christiania. Hun kunne dog ikke være med i dag, da hun går med rollator. Gangbesvær er dog ikke en hindring, for en flok handicappede, der støder til optoget i deres kørestole. En gammel mand har også taget plads i optoget i en cykeltaxi, og børnefamilierne er rykket ud med de mindste poder placeret forrest på Christianiacyklerne. Det minder mest af alt om en søndagsudflugt, der har forvildet sig ud på H.C. Andersens Boulevard en travl lørdag middag. Skulle man blive sulten på udflugten, sælger en spraglet dame sandwich for en femmer, og længere henne deler en mand ud af sine hjemmeavlede mirabeller fra en stor kurv. Normalpatruljen - Vi er normale, I er gale, messer et flok jakkesæt monotomt på pladsen foran Christiansborg. De bærer masker med fotos af regeringens ministre og Pia Kjærsgaard. I hånden holder de golfkøller, som en protest mod Helge Adam Møllers forslag om at rydde Christiania og lave det til en golfbane i stedet. Ebbe Kløvedal Reich træder op på den opstillede tribune, for at sige et par ord om Christianias historie. - Christiania er som Klods Hans. Nogen gange røvirriterende og umulig, men ikke til at undvære i landskabet, hvis eventyret skal ende godt. God og munter kamp, ønsker han de omkring 4000 fremmødte, inden Kim Larsen tager over. - Christiania skal nok blive stående. Men hvis der er noget, der ikke bliver stående, så er det Brian Mikkelsen, Pia Kjærsgaard, Anders Fogh og maaaeh, vrænger Kim Larsen med sin karakteristiske gadedrengestemme og slår de første akkorder an til den folkefest, der varer hele dagen og natten med.