Veterinærvirksomhed

Katte er seje

Forleden dag faldt min kat ud af mit vindue. En ganske almindelig sort og hvid lille huskat. Og så alligevel ikke så almindelig igen. For at sige det mildt, så har den et temperament som kun kan måle sig med 120 italienske husmødre og selvom den kun vejer 3,8 kilo, så er jeg sikker på, at den kan slå enhver kamphund ned. Den er lidt speciel, min hunkat. Nå men, jeg vil gerne dele denne historie med jer, fordi den på mange måder er ekstremt tragisk og dog med et komisk slør, så den er nu værd at fortælle. Altså sidder jeg en tilfældig aften og ser tv, jeg har åbne vinduer fordi det endelig er blevet varmt nok. Katten løber rundt i lejligheden, mest løber den efter sin egen hale. Jeg forstår ikke denne leg, men de siger at det er noget alle katte gør, at løbe i cirkler efter sin egen hale. Jeg troede hun var mere intelligent end som så, men ja ja de gør det jo alle sammen. Pludselig får hun øje på en flue og så er der lagt op til jagt. Lidt ynkeligt at jagte en flue men egentlig også spændende. Jeg følger hende i hendes jagtleg, mens jeg propper to piratos lakridser i munden. Man er vel sliksulten. Så løber hun sat’me op på vindueskarmen og slår ud efter fluen med sine forpoter. Jeg forsøger at kalde hende ned igen, for jeg kan ikke lide synet, jeg bor trods alt på 3 sal og hun overlever aldrig et fald fra den længde. Hun reagerer ikke på mine opråb, hun er alt for opslugt af den lille irriterende flue og da jeg rejser mig op for at hente hende ned, får jeg min piratos galt i halsen. Et hosteanfald indtræder og det sidste jeg ser, er at min kat langer ud efter fluen og at den i det samme falder ned fra vinduet. Jeg begynder at skrige, kaster mig simpelthen ned på sofaen og hyler. En blanding af chok og gråd indtager min krop, plus at de der piratos nu har gjort min hals så tør, at mine gråd nærmere lyder som en fordrukken sømands end en 25 årig pige. Jeg ved at jeg er nødt til at se ned efter hende, det er jeg simpelthen. Jeg er nødt til at kigge ned, se hvad der er sket og ringe efter et eller andet, så de kan komme og hente hende. Jeg ved ikke hvem men nogen skal da hjælpe mig. Men jeg tør simpelthen ikke kigge ned. Fik jeg fortalt at jeg bor rimeligt højt oppe? Hun ligger død, splattet ud af bilerne. Død. Måske ligger hendes hoved et sted på vejen og kroppen det andet sted. Måske er hun i live men delt over i to og det eneste, der er at gøre, er at køre hende ned med en bil. For ligesom at afslutte det, du ved. Jeg er simpelthen nødt til at kigge ned. Så jeg gør det. Hun løber febrilsk og forskrækket rundt dernede på vejen. Jeg står lidt og kigger, forstår det ikke. Hun er altså i live, men altså hvordan i alverden…? Jeg står faktisk utaknemmeligt længe og kigger på hende, måske skal jeg bare lige forstå at historien har fået en helt anden drejning, end jeg havde forberedt mig på. Nå, da lettelsen endelig skyller ned over mig beslutter jeg mig i hast at løbe ned efter hende. Uden sko på og i rigtigt baywatch stil. Da jeg kommer ned i opgangen kan jeg høre hendes hylen, en meget mærkelig lyd. Slet ikke som et miav, men mere som en baby der græder. Det skærer dybt i mit hjerte. Hun må have en masse smerter. Men uden at tænke på at hun måske har brækket et ben, eller værre, tager jeg hende i skødet og løber op i lejligheden. Jeg ringer efter dyrlægen og straks begynder jeg at hyle i telefonen. Lidt pinligt, men han tog det nu meget pænt. Vi bliver enige om at hun lige skal en tur på dyrehospitalet, for at blive tjekket. Hun halter og bløder, men jeg kan ikke se hvorfra og jeg tør ikke røre hende. Jeg står bare og glor på hende og tuder, hun ligger på gulvet og kigger på mig med øjne der siger ”hvad venter du på?”… Så tager vi på hospitalet. Jeg er stadigt meget rystet og da dyrlægen skal undersøge hende, er jeg simpelthen nødt til at gå ud i venteværelset, så mine medbragte venner tager lige over der. Jeg kan ikke lide hospitaler og da slet ikke dyrehospitaler. Og hvorfor skal der hænge billeder af tilskadekommende dyr på væggen? Helt ærligt. Efter et stykke tid kommer en af mine venner ud og trøster mig med at fortælle at der ikke er nogle synlige skader på hende. Gudskelov. Men hvad med indre blødninger? Hvad med en punkteret lunge? Ja det skal dyrlægen lige tage et røntgenbillede af for at se. Nå, så det er ikke slut endnu, åbenbart. Min ven fortsætter med at berolige mig:” hun har kun knækket en tand, revet sig i den ene pote og flækket sine kløer, ja altså da hun faldt ned må hun jo havde forsøgt at sætte sig fast på noget og kradset og kæmpet med kløerne på vejen ned”. Så begynder jeg at tude fordi jeg forestiller mig hende kæmpe for livet den lange vej ned. Ja, min ven indser sin brøler og så begynder vi at grine fordi det er lidt kikset, det hele. Egentlig. Så kommer dyrlægen ud, lidt smilende og siger at det dog var nogle sjove venner jeg havde valgt til anledningen. Den ene er allergisk over for katte og den anden bange for dem. Ja det er sgu lidt sjovt. Og han siger også, at min kat ikke har taget alvorligt skade, på mirakuløs vis har hun kun knækket en tand og revet sig i poten. Sikke et held! Og jeg er uendeligt glad. Katte er seje. Jeg vidste egentlig godt et eller andet sted, at min kat var en surviver. Hun er heller ikke helt dum, selvom hun løber efter sin egen hale og falder ned fra vinduet, en ”faldnedkat”, det var hvad dyrlægen kaldte det. Engang havde jeg hende med hjemme ved mine forældre, hvor hun blev væk. Vi ledte i to dage og jeg var forberedt på at hun var forsvundet for altid. Men tredje dag stod hun og hylede ude foran i gården og hun kom hjem igen. Hun kunne altså finde hjem igen. Og nogle gange lukker jeg hende ind på badeværelset et par timer, som straf for hendes tilfældige og irriterende strinten. Men hun kan nu finde ud af at åbne døren selv, det sgu rigtigt. Så jeg er nødt til at låse døren udefra (den låses normalt indefra). Men tro det eller ej, hun har en enkelt gang præsteret at låse døren op, vade ind i stuen og mødt mit forbavsende blik. Og med øjne der sagde ”hvad venter du på?” Hun er sej, min kat… Mon jeg kan lære hende at skylle ud i toilettet?...