Journalistik

I kløerne på Se og Hør

Peer Kaae var journalist på Se og Hør i 17 år. I dag ville han ikke købe det

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Er loven fulgt med den udvikling, at alle har en telefon i inderlommen med indbygget kamera?" spørger Peer Kaae i dag og opfordrer danskerne til at lade være med at optræde som stikkere. "Hvis du ser noget på en bar, café eller restaurant, så luk øjnene og pak telefonen væk!" Foto: Ole Tage Hartmann

Se og Hør har næppe nogensinde været så hadet og frygtet af de kendte, som det er nu, og det har vist heller aldrig solgt så dårligt. Journalisten Peer Kaae, der har været på bladet i rigtigt mange år, mener godt, der kan være en sammenhæng. Han fortæller i en ny bog, "I sandhedens tjeneste", om en undersøgelse, som Se og Hør fik foretaget for nogle år siden. Den viste angiveligt, at folk slet ikke var så interesserede i kompromisløse sladderhistorier om skuespillere og andre berømtheder. "Her boksede vi rundt med kendte mennesker, svinede dem til, sad i kassevogne og pissede i en spand, og så kom karakterbogen, og vores læsere ville i virkeligheden have noget helt andet," skriver Per Kaae, som startede på Se og Hør i 1988, kun 23 år gammel. Han havde egentlig svoret, at han aldrig skulle ansættes sådan et sted, og i bogen lægger han ikke skjul på, at han blev der alt for længe og gjorde alt for mange ting, han fortryder. Han er også ærlig om, hvorfor han ikke bare tog sit gode tøj og gik eller åbent gik i clinch med cheferne: "Da jeg var på Se og Hør, var jeg bange for alting. Bange for at miste mit job, min pensionsordning, min løn og al min fryns - telefon, tv, gratis cd'er, invitationer til premierer, og jeg ved ikke hvad." Nu, i sin freelancetilværelse, går han til gengæld til biddet.. ""I sandhedens tjeneste" er et opgør med Se og Hør, men på mange måder skriver jeg ud fra Se og Hørs principper: Bogen er fuld af namedropping, afsløringer fra privatsfæren, anonyme kilder og et hav af andre fiksfakserier i den gode histories tjeneste." Karaktermord De to mest magtfulde chefer, Peer Kaae har haft i sine 17 år på Se og Hør, er Mogens E. Petersen (populært kaldet MEP) og Henrik Qvortrup, og de har begge i et interview med Ekstra Bladet forsøgt at tage luften ud af kritikken, før Kaaes bog overhovedet er udkommet. MEP siger: "Det er rigtigt nok, at der var druk, men jeg synes ikke, der var løgne, og det er vel hans problem, hvis han skrev løgnehistorier." Henrik Qvortrup går direkte efter manden: "Jeg tror ikke, Peer Kaae har det så nemt. Han har tilsyneladende brug for omtalen, og det skal være ham vel undt." Peer Kaae har aldrig betydet noget særligt for Se og Hør, tilføjer Qvortrup. "Men jeg må da medgive, at han var en central person i miljøet omkring det runde bord i kantinen." Måske er det ikke så underligt, at det er Henrik Qvortrup (som nu er politisk redaktør på TV 2), der sparker hårdest tilbage. Han kan have vidst, hvad der kom. Peer Kaae kritiserer ikke kun, at bladets oplag blev ved med at falde, selv om den politiske spindoktor, der aldrig havde lavet ugeblade, på sit første møde med direktionen angiveligt skal have lovet, at han på et år kunne hæve Se og Hør fra 200.000 til 250.000 solgte eksemplarer. Noget andet er, at Qvortrups militante stil ikke kun gjorde Se og Hør upopulær blandt de kendte, men også betød store ændringer for bladets ansatte, som Kaae skriver, "nu skulle til at gå i takt og jage alle de kompromisløse historier, der til Qvortrups store ærgrelse viste sig at være meget få af i vores lille land". Lastens hule Det er ikke sådan, at MEP eller for den sags skyld Peter Salskov, som kom efter MEP og før Qvortrup, går fri for kritik. MEP-æraen var den vilde, våde og vovede tid, hvor både redaktør og medarbejdere "talte med de kendte, samarbejdede og festede bagefter". Der var retssager. Der var berømtheder, som mødte op på MEPs kontor og tryglede ham om at stoppe historier, hvilket han som regel gjorde, for så havde han jo en tjeneste til gode en anden gang. Der var grov, grov sexchikane. Der var druk, druk og mere druk og dyre rejser og vanvittige repræsentationsudgifter. Fadølsanlæg på redaktionen. Kassevis af Gammel Dansk og sprut leveret hver uge. "Vi er indimellem gået sultne i seng, men fandeme aldrig tørstige", lød et motto. "Man kan lave te på blade - men vi kan ikke lave blade på te," lød et andet. "Rygter siger, at ølsalget i Allers kantine er faldet med 60 procent, siden MEP gik på pension i 1996. Et kuriøst sammentræf er, at Se og Hørs oplag også er faldet med 60 procent," bemærker Peer Kaae. På et tidspunkt under MEPs regeringsperiode, brokkede Aller-huset sig over alle værtshusregningerne fra journalisterne på Se og Hør, der tilsyneladende kun levede af flydende føde. MEP måtte derfor bede sine folk om også at få skrevet noget mad på bilagene. Et par dage efter kom en fotograf med følgende bilag: "17 dobbelte whisky og et stykke med karrysild. I alt 1.250 kr." Hellig krig Da Henrik Qvortrup kommer til i 2002, går han straks i gang med at rydde op i det syndige rod og fråds på Se og Hør. Ifølge Peer Kaae hører den nye chef absolut ikke til dem, der fester videre, og det vækker bekymring - blandt andet hos MEP, der angiveligt nærer dyb mistro til folk, som ikke drikker. Også Per Kaae funderer over sagen: "Tænk, hvis alle opførte sig kontrolleret, så var grundstoffet i et blad som Se og Hør væk og verden befolket med kedelige, grå mennesker, der gik hjem, før kaffen var serveret," skriver han. Qvortrup hyrer et konsulentfirma, Soul Factory, til at hjælpe ham med den nye strømlining af bladet. Man tager til Milano for at "ryste medarbejderne sammen", og det hele ender med, at alle, en efter en, skal gå op til en stor tavle og skrive under på en troskabsed om, at de nu arbejder sammen om at skabe "Det kompromisløse ugeblad". Enkelte snød og listede ud på toilettet. Resten gik i en lige række mod papiret med en tusch i hånden. "Hver gang én skrev under, klappede salen," fortæller Peer Kaae. Kort tid efter etablerer Henrik Qvortrup "Stikkerlinjen", hvor folk kan maile eller ringe ind og tippe Se og Hør og få udbetalt op til 5.000 kroner. Siden kommer "Øjne i natten", som faktisk er en titel, Peer Kaae bidrager med, og det er han IKKE stolt af i dag, hvor flere kendte mennesker helt er holdt op med at gå i byen, fordi Se og Hør har undercover-journalister til at spionere på barer, diskoteker og natklubber. Ti stille! Skal man tro Peer Kaae, vækker topstyringen på bladet en voksende modstand, og derfor indfører Qvortrups daglige morgenmøder, så han kan holde tjek på, hvad journalisterne laver. Dagen før juleferien, den 21. december 2004, får Peer Kaae en skriftlig advarsel, som er gengivet i bogen, hvor Qvortrup skriver, at han "fra forskellig side" har hørt, at Peer Kaae går og kritiserer den nye linje og chefredaktørens prioriteringer. Han får ordre på at stramme sig an fagligt og bliver udstyret med en mundkurv: Fra nu af skal han gå DIREKTE til chefen med sin kritik. Til det skriver Peer Kaae: "Det var lidt svært for mig, eftersom jeg arbejdede på at få manden smidt ud af butikken." Et par måneder efter overrasker Henrik Qvortrup Peer Kaae ved at bede ham om at tegne bladet udadtil på TV 2 Lorry og hver uge gå i studiet og svare på spørgsmål om forsiden. Men det holder kun indtil den dag i maj, hvor Peer Kaae går ind til Qvortrup og nægter at forsvare en sladderhistorie om Casper Christensen. Qvortrup må selv gå på skærmen, og samme eftermiddag bliver ballademageren fyret. Peer Kaae fortryder, at han ikke selv "drejede af" lidt tidligere og hævder i bogen, at han faktisk er lykkelig for, at Qvortrup smed ham ud. "Kunne han egentlig andet? Vi var i hver sin ende af spektret," som han skriver. Hvis læserundersøgelsen af Se og Hør talte sandt, kunne en ny strategi for bladet måske være at hetze lidt mindre og grine lidt mere. Per Kaae slutter af med en opfordring: Lad være med at købe Se og Hør, så længe "dobbeltmoralen jagtes, småligheden plejes, misundelsen dyrkes, eller de kendte hænges ud på forsiden via paparazzifotos". Peer Kaae: "I sandhedens tjeneste. Afsløringen af mit liv på Se og Hør". 266 sider. 249,95 kroner. (Lindhardt & Ringhof)