I kø for at se AaB spille i UEFA Cuppen

Der er en lille ekstra chance for de fans, der stadig mangler billet

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Køen sno­ede sig rundt i Kennedy Ar­ka­den.

AALBORG:10.611, helt nøjagtig. Så mange kan der være på Aalborg Stadion per kamp, når AaB spiller sine hjemmekampe i UEFA Cuppen mod Anderlecht torsdag 8. november og mod Getafe 6. december. Men tilskuere med sæsonkort og sponsorer havde fået forkøbsret i en uge til at sikre sig billetter til det europæiske fodboldeventyr, og resten af billetterne blev sat til salg i går klokken 10, dels over internettet og dels i AaB Shoppen i Kennedy Arkaden. Og trods en pris på 250 kroner for en siddeplads havde dette tilbud tiltrukket op mod 400 fans, der med almindelig dansk køkultur tålmodigt ventede på at sikre sig adgangsbilletter til oplevelserne. Men skulle du være gået eller have taste forgæves, så er der stadig en lille chance for at få en billet. - Ifølge de internationale regler skal vi reservere fem procent af billetterne til udeholdets fans. Men det er svært at vide, hvor mange de kommer, og udeholdet skal først en uge før kampen give tilbagemelding om, hvor mange billetter de får brug for, forklarer butikschef Ole Sørensen, AaB Shoppen. Derfor kan der i dagene op til hjemmekampene komme mindre partier billetter til salg, hvis udeholdene ikke bruge alle cirka 530 billetter. Fan siden 1993 Henriette Elley fik sine billetter. Hun var forrest i køen, men var også på plads klokken 05.30. - Jeg har brugt ventetiden på at sms¿e og tale med de andre i køen om vejr og vind, og om fodbold, selvfølgelig, siger Henriette Elley, der som ægte AaB-fan tror på succes i europæisk fodbold. Hun har været AaB tro siden 1993, hvor hendes far, Bruno, trak sin den gang 17-årige datter med på Aalborg Stadion. - Vi vandt. Første gang på stadion og så en sejr, det var perfekt, husker hun. Siden har Henriette Elley stort set været til alle AaBs hjemmekampe, dog har der siden Jimmy Nielsens afgang til engelske Leicester City været noget længere mellem fodboldoplevelserne. Henriette Elley støtter nemlig målmanden i tykt og tyndt. - Han er i min familie. Det er min grandfætter, siger hun. Men det er ikke kun derfor, det er sjovere at se fodboldkampe, end at gå i biografen hver anden søndag. - Jeg kommer for at støtte AaB, og jeg kan jo ikke sidde og råbe i biografen, siger hun. En fødselsdagsgave I den anden ende af køen stod Kim Nymark, som først ankom til billetkøen klokken 09.45, for at sikre en fødselsdagsgave. Sammen med lillebroderen, Jan, vil han give sin far, Ole, en billet i fødselsdagsgave. - Det løfter det hele med kampene i UEFA Cuppen. Det er et ekstra krydderi. Jeg tror ikke, at AaB går videre fra gruppespillet, men jeg håber det, siger Kim Nymark, der har været AaB fan de sidste 12 år, siden klubben rykkede i Superligaen.