EMNER

I kø for at stå i kø

Slanger af mennesker bugtede sig gennem mange juleindtryk.Se billeder her

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Arkitekt Stig Lauritsen (ved træet) har sammen med sin kollega Greg Kobett stået for julepynten.Foto: Hans Ravn

Der var godt fyldt med mennesker på Voergaard Slot, da de lørdag åbnede op til dag to med Jul på Voergaard. Der var kø udenfor for at komme ind, og der var kø indenfor for at komme rundt. Se billedhjul her Men det gjorde ikke noget - for slangerne af mennesker, der drev fra en julepyntet sal til en anden, havde en hel masse at se på, lugte til og lytte til imens. - I år er det engle, vi har lagt vægt på, fordi engle betyder fred på jord, og vi har behov for at glemme alle pinsler og tænke positivt. De engle, vi har udvalgt, er engle fra før, engle blev feminine, fortalte Stig Lauritsen, der sammen med Greg Kobett har stået for at iklæde slottet julepynt - begge er havearkitekter fra Gisselfeld. Og de to herrer kan noget med julepynt. I hvert fald var der mange af gæsterne, der kom med positive kommentarer. Else Schiønning, Aalborg, kommenterede på nogle kæmpestore blomster med lys på, som pyntede et lokale med ellers dæmpet belysning. - Det er imponerende, og så i den stemning, der er i det her rum, sagde hun. Lisbeth Nielsen, Brønderslev og Marianne Nicolaisen, Hjørring, laver begge også selv julepynt og fandt noget inspiration på slottet. - Vi går rigtigt meget op i julen, smilede Marianne Nicolaisen. - Her kan vi se noget anderledes julepynt, fortalte Lisbeth Nielsen, der indtil videre havde hæftet sig ved en rose i et glas, som var en idé, hun måske kunne arbejde videre med. Anne Skovbak Kiel, København, besøger slottet hvert år for at få inspiration. - De er så utroligt kreative og kan vise ting på en hel anden måde, end man er vant til, sagde hun. Englene var udstillet i fire væksthuse på tableauer i forskellige sale på slottet. Årets julepynt byder også på en masse indenfor bla. blomster, kugler og natur, og så foregår det mange steder til stemningsfyldt musik. Der er som noget nyt i år åbent på Stygge Krumpens loft, hvor man bla. kan se dragter til spøgelserne i Tv2's julekalender "Ludvig og julemanden", som er optaget på Børglum Kloster. Og i kælderen er der æbleskiver, hvis man blev sulten af de mange indtryk. Ca. 11-1200 gæster besøgte Voergaard lørdag, mens knap 1000 var på besøg fredag. Jul på Voergaard fortsætter i dag søndag, som er sidste dag.