I kø hos køerne

Der var stort rykind fra åbningstid, da familien Sudergaard gav store og navnlig små mulighed for at se, hvor mælken til havregrynene og de røde bøffer kommer fra

Niels Brauer og Nicolas Cho Meier
Containeren halvt fyldt op med korn var en populær legeplads for de mindste.
Aalborg 18. september 2016 17:02 - Opdateret 19. september 2016 06:14

AALBORG: For fireårige William fra Arentsminde var det kulminationen på mindst en måneds forventning, da han stakåndet og glad dukkede op af containeren, hvor han sammen med en masse jævnaldrende havde tumlet i det nyligt høstede korn, mens lillebror Asker på et år måtte nøjes med at se til.

- Besøget her er noget, han virkelig har set frem til, fortalte mor Anne Wiese, der også personligt sammen med sin mand Jesper fandt glæde ved besøget på Kyvsgaard, idet begge er af landbrugsslægt.

- Så er det dejligt igen at opleve et landbrug. Det er en rigtig hyggelig dag for hele familien. Vi er afsted til Åbent Landbrug hvert eneste år, erklærede Anne.

Udover det hyggelige ved at se på kvæg, maskineri og være sammen med en masse andre børnefamilier, betegnede det unge par det også vigtigt, at deres drenge får indblik i, hvordan den mad, de får serveret morgen og aften bliver til.

Et synspunkt parret tydeligtvist ikke er alene om, idet unge familier med børn var stærkt fremherskende blandt publikum. Så udover klappet kalve blev der kravlet rundt på de store maskiner, der hører et landbrug årgang 2016 som Kyvsgaard til.

For Peter Sudergaard, dagens vært sammen med hustruen Inge, var der tale om en debut, men han forsikrede overfor NORD- JYSKE, at det ikke bliver sidste gang.

- Det er rigtig skønt, at folk viser interesse, når vi laver sådan et arrangement.

- Kommer interessen bag på dig?

- Ja det vil jeg nok sige, det gør. Landbruget har været meget hængt ud, og så er det skønt, at nogen vil se på vores bedrift, siger Peter Sudergaard, der vurderer, at de mange hundrede gæster gik positive derfra.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...