EMNER

Køkultur

NORDJYDER er rolige, nærmest sindige mennesker. Københavnere er opfarende, nærmest fremfusende. To sandheder vi nordjyder ikke er specielt meget i tvivl om. I de seneste dage har der været ret mange københavnere på de nordjyske veje. En konstatering med rod i den virkelighed, der har udfoldet sig efter broulykken tirsdag på den del af vejnettet, der fører bilisterne over på den anden side Limfjorden. Helt klart københavnere, tænker man i et tappert forsøg på at forsvare den nordjyske selvopfattelse, når man sidder der i en kilometerlang kø, på tredje time. Først for at komme på arbejde. Siden for at komme hjem fra arbejde. Biler bryder ud af køen, andre sætter bilen på tværs for at spærre for uregelmæssigheder. Der køres hidsigt helt op i bagenden på den forankørende. Der bremses, så det rasler – for hver meter. En finger ryger op, hovedrysten, et vrissent smil splintrer gennem sideruden. Vi er ikke venner. Vi kæmper om pladsen i køen. Om at nå først i mål. Vi sender et ligegyldigt blik til bilen, der holder og blinker hysterisk i den forkerte vejbane. Bare fordi han har villet mase sig frem i køen, fjolset. Men han skal blive klogere, skal han. Endnu tættere op i rumpen på kampfællen foran. Han viger heller ikke. Godt. Vi er på samme hold. Indfletning. Halløj! Hver anden bil fra hver sin bane. Vi har hørt om det. Måske ligefrem lært om det. Men, altså: Den slags gælder kun i fredstid. Vi er nogle, der synes, vi skal holde i én lang række på motorvejen fra Aalborg til Randers og vente på, det bliver vores tur. Det er ordentlig køkultur. Det er fair. Alt andet er utidigt københavneri. At der så er nogle, der har nedkørsel både tættere og tæt på åstedet er en slags hybris, der påkalder sig den mægtige køkulturs vrede. Der kommer de svingende ud på motorvejen og tror de bare sådan lige kan tiltuske sig en plads blandt rolige, sindige flertimersventere. Her er det, at hamskiftet sker: Nordjyderne krænger selvopfattelsen af sig. Smider det rolige, det venlige, det sindige direkte ned i bagagerummet og lader aggressionen råde. Et rigtig godt argument for, at brokollapset nord for tunnellen, lynhurtigt får konsekvenser i form at en tredje forbindelse over fjorden. Ellers går det da helt galt med den nordjyske selvopfattelse. VI SKIFTER SCENE. Til en historie, der handler om en helt anden slags selvopfattelse. Noget man kunne kalde den politiske selvopfattelse. - Undskyld frue. Men er det ikke Dem, der har tabt deres ansigt? Den slags spørgsmål skal man helt givet ikke stille, hvis man skulle løbe på Pia Kjærsgaard (DF) i kassekøen i brugsen, når hun er ude at købe frisk kød til middagen. Heller ikke, selv om det vitterligt ser ud som om hun har tabt sit ansigt. Tanken løber i pennen inspireret af forløbne uges forestilling på den politiske scene. Forestillingen om forbrugerne, der skal forsvares mod den onde fødevareskurk Lars Barfoed (K), og om de rigtige venner (fru Kjærsgaard og kompagni), som først ville have fjernet skurken fra ministerposten med et mistillidsvotum (for at redde forbrugerne). Fru Kjærsgaard havde øjensynlig glemt, at den slags gør man ikke blandt rigtige venner. Rigtige venner må nemlig ikke gå og tabe deres ansigter. Så nu har de rigtige venner lagt alle deres ansigter i de rigtige folder og fundet ud af, at man i stedet for et mistillidsvotum bare kunne fjerne ministerens arbejde fra ministerens ministerium. ViptiVupti. Oppositionen er glad. Nu bliver der da gjort noget. Ministeren bliver sat på plads. Vennerne er også glade. De har øjensynligt alle sammen deres ansigter siddende, hvor den slags skal sidde på politikere. Selv statsministeren er glad. Det er nemlig ham der bestemmer. Så det er i virkeligheden slet ikke sikkert der sker noget. Overhovedet. Det kan man da kalde politisk selvopfattelse. Og den skal der helt sikkert ikke pilles ved. Hvis det står til politikerne. God søndag