Havne

I kongens fodspor til Asaa

9
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Kurt Bering

ASAA/GERÅ:En spadseretur i kongens fodspor, en kulturel oplevelse af de helt store og en overnatning i et 300 år gammelt bindingsværkshus. Det er nøgleordene, hvis man følger Nordsøstien mellem Asaa og Gerå. Men det er faktisk en sidevej på Nordsøstien, der er den største oplevelse. I Asaa afviger stien fra sin oprindelige kurs og går stik øst ud mod havet. Det er selvfølgelig for at nå ud til kulturperlen Asaa Havn, der ligger 400 meter ude i havet. Og den skal man tage sig tid til at opleve, mener lokalhistoriker Runa Christensen, der har været med til at planlægge Nordsøstiens rute mellem Asaa og Gerå. Asaa er en lille by på omkring 1400 indbyggere, og er første gang beskrevet i 1531, men det afgørende år i byens historie var 1877. Her lykkedes det nemlig lokalbefolkningen at etablere en ø-havn, der bogstaveligt talt ligger ude i havet. - I informationsmaterialet til Nordsøstien står der godt nok, at det var lokale godsejere, der etablerede havnen. Men det var nu to lokale købmænd, der lavede havnen, fortæller Runa Christensen. Havnen var nemlig i første omgang en handelshavn. På det tidspunkt var vejnettet ikke udbygget, og det var derfor nemmere at sejle varer ind. I 1908 begyndte så andet kapitel i Asaa Havn historie - og det vigtigste. Her opstod er en stor fiskeindustri, der stadig præger havnen. For selvom fiskeriindustrien døde ud i 1970’erne, er miljøet fra dengang velbevaret. Det er ikke blot levn der står tilbage - det er det autentiske miljø. Blandt andet havnemuseet i de gamle bygninger, som den gamle havnefoged har lavet. - Asaa Havn er jo hel unik. Det er et meget charmerende miljø. De gamle røde fiskerhuse, hvor fiskerne sov er bevaret, og Havnemuseet er endda bygget ind i de gamle fiskerhuse. Det er meget autentisk, og her kan man virkelig opleve, hvordan fiskermiljøet var dengang, fortæller Runa Christensen begejstret. Fra fiskeeventyr til turisme I løbet af 1930’erne og 40’erne oplevede Asaa et mindre fiskeeventyr. Det var især makrelfangsten der lagde fundamentet for den store fiskeindustri. Senere var det rødspætter og skrubber der gav et rekordår i 1964, og på det tidspunkt var der op mod 80 lokale og udenbys kutter i havnen. Herefter begyndte kutterne dog at forlade Asaa i takt med at rødspætterne forsvandt fra de kystnære farvande. Ved havnens 100-års jubilæum i 1977 var der 20 hjemhørende kuttere i Asaa. Et par år senere blev der stort set ikke landet fisk i Asaa længere. - Men der er vidst nok en kutter, der stadig hører hjemme i Asaa. Den lander selvfølgelig ikke sin fangst i havnen, fortæller Runa Christensen. Men selvom fiskeindustrien for længst er borte, så der er stadig masser af liv i Asaa Havn. I 1975 traf havnens bestyrelse nemlig en meget vigtig beslutning, da man ville lave en lystbådehavn. Tredje kapitel i havnens historie er nemlig turisme. Lystbådehavnen er i dag meget godt besøgt, og mange turister finder hvert år til havnen, hvor der bliver holdt kræmmermarkeder, aktivitetsdage, markeder og meget mere. Etableringen af den kunstige ø-havn har også haft en sidegevinst, som mange nyder godt af i dag. Sanden begyndte nemlig at aflejre på den ene side af havnen, og skabte dermed en flot badestrand. Og de 75 badehuse, som blev opført i 1950’erne er også bevaret. Kongevejen På trods af fordums tiders store fisker- industri, så er selve Asaa by ikke en typisk fiskerby. Primært fordi de synlige rester af fiskerindustrien er afgrænset til havnen, som ligger en halv kilometer fra selve byen. Men Asaa by er også et besøg værd. Især på grund af Væddeløbsbanen, fortæller Runa Christensen. Historien bag Asaa Hestevæddeløb går helt tilbage til 1927, hvor Asaa Borgerforening første gang afholdt et væddeløb. Denne stolte tradition har kun været afbrudt af krigen - og i år af den kraftige nedbør. Faktisk går Nordsøstien lige gennem Væddeløbsbanen. For på strækningen sydpå til Gerå følger den gamle kongevej mellem Frederikshavn og Hals. - Kongen ønskede at få lavet vejen for at få direkte forbindelse mellem skanserne i Hals og Frederikshavn. Og det er den autentiske kongevej, som stien følger i dag. Sådan den ud dengang, og det synes jeg jo er helt unikt. Her kan man gå en tur og både opleve flot natur med historiske aner, fortæller Runa Christensen. - Men græsset plejer nu ikke være så højt, bemærker hun. Der er nu heller ikke så meget kongeligt over vejen i dag. Den minder mest af alt om en bred natursti. Men der er stadig respekt omkring kongevejen. Selv da væddeløbsbanen blev lavet, tog man højde for kongevejen. Der blev nemlig lavet et led i hver ende af banen, så kongevejen stadig er farbar. - Man har ikke ret til at spærre en kongevej. Og det var der altså en lokal der opretholdte, da man begyndte at køre hestevæddeløb. Hver gang der var hestevæddeløb insisterede han på at skulle krydse banen via kongevejen. Så stoppede man simpelthen løbet og lod ham passere, fortæller Runa Christensen og fortsætter: - Og det beviser jo, at kongevejens betydning er nedarvet i befolkningen. Gerås gamle hus Efter en spadseretur på godt tre kilo- meter ad kongevejen, når man til Gerå, hvor man bør gøre et par stop. Om ikke andet så for at overnatte. Her kan man nemlig sove i byens ældste hus, Sorensminde. Indtil for få år siden var huset i så dårlig stand, at det var ved at vælte. Men lokale kræfter tog initiativ til at få rettet op på det gamle hus. - Der er en velfungerende elevforening for den gamle skole, som har gjort huset i stand. Og i dag bliver det lejet ud til turister, forklarer Runa Christensen. Et andet udflugtsmål kunne være Melholt Kirke lige syd for Gerå. En forholdsvis ny kirke, der blev opført i 1915. Det er også en af de ting, man skal se på sin tur ad Nordsøstien, mener Runa Christensen. Ikke fordi der er så meget historie - men fordi det vidner om en helt speciel tid for de små landsby samfund. - Der var så stor befolkningstilvækst på landet omkring år 1900, at man ikke kunne være i de gamle middelalderkirker. Og så var det sådan dengang, at hvis lokalbefolkningen kunne samle 5.000 kroner sammen, så gav staten resten til at bygge en ny kirke for, siger Runa Christensen og til- føjer: - Og det er da lidt skægt, at man byggede alle de kirker på landet dengang, fordi man ikke kunne være i de gamle. Sådan er det jo ikke i dag, siger hun. Hvis man vil være sikker på at opleve hele Nordsøstien, så der det dog en god ide at have et kort ved hånden. Skiltningen er nemlig ikke helt i orden endnu, bemærker Runa Christensen, da hun flere gange forgæves har ledt efter et skilt med en pil. - Der mangler skiltet rundt omkring, så man skal holde godt fast i et kort for at se, hvornår man skal dreje. Men det skal vi have gjort noget ved, siger hun.