I kunstens tegn

1. oktober 2002 08:00

KUNST Christoffersen og Husballe Man kan skimte byen i det fjerne. Under en himmelflade af orange og brune efterårsfarver. Gennem et enkelt solstrejf og bag mørke penselstrøg. Her gemmer husene sig, men man ser dem ikke ved første øjekast. Og det er i det hele taget karakteristisk for Bodil Husballes malerier. De mange lag giver en dybde, der giver lyst til og mulighed for at gå på opdagelse i maleriet. Sammen med Marianne Christoffersen udstiller hun en serie af malerier på Galleri Decó. Frembragt med olie på lærred og skabt ud fra et fælles tema: Signo. Det latinske ord for tegn. Og selvom begge kunstnere har bevæget sig ud fra det samme udgangspunkt og beskæftiger sig med begreber som himmeltegn, ornament, hellig arkitektur og signatur, er de i løbet af processen gået hver deres vej og nået til vidt forskellige resultater. Og det er interessant. Når vi træder ind i galleriet mødes vi af Bodil Husballes store billede og seks mindre kvadrater. Der er arbejdet meget med stofligheden. Og de mange lag, samt de næsten grafiske elementer, hun benytter sig af giver en spænding i udtrykket. Farverne holdes i de orange, røde og brunlige og leder tankerne hen på årstiden. En del af inspirationen henter kunstneren i middelhavslandenes hellige bygningsværker. Nogle steder skal vi kigge godt efter for at finde dem. Andre gange bliver de små templer, kirkekupler og søjlegange til konkrete motiver og fokus for blikket. Hvor hun i tidligere værker har arbejdet en del med menneskeskikkelser, er de denne gang kun at finde på et enkelt maleri. Men alt i alt giver brugen af de forskellige teknikker en god spænding i malerierne. Og en lyst til at gå på opdagelse i dem. Også Marianne Christoffersen arbejder med de mange lag. For at opnå den karakteristiske effekt af en overflade af marmor. Nogle steder er den på nippet til at krakelere og det giver ekstra spænding i udtrykket. Vi må helt tæt på for at se, og har næsten lyst til at røre. Ellers er motiverne umiddelbart meget enkle. Og farverne meget klare. Bruger Marianne Christoffersen den orange, bruger hun den. Og er billedet gult, er det strålende gult. Det er skønt. Motiverne er til dels meget konkrete med vægten lagt på bygninger fra middelhavslandene. Italienske kirkekupler, formet i en let skitseagtig streg, med korset på toppen. Små symboler, der danser rundt og giver påmindelser om figurer fra den mediterrane oldtid. Kunstneren søger en stramhed i udtrykket som hun opnår til fulde. Glade billeder med skønne farver som indbyder til at gå lidt tættere på. Bare for lige at se hvad der gemmer sig bag den lyse marmoroverflade. Alt i alt er det en udstilling, der indbyder til at gå på opdagelse i malerierne og mærke det historiske sus, der blæser henover dem alle med referancer til den historiske arkitektur. Maj Bjerring Sørensenmaj.bjerring.soerensen@nordjyske.dk Malerier af Bodil Husballe og Marianne Christoffersen, Galleri Deco frem til 6. oktober

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...