I læ for torden, regn og vind

Økonomiudvalget har sagt god for afskærmning af Knaberscenen

AALESTRUP:De optrædende på Knaberscenen behøver i fremtiden ikke at tage regnfrakker på, hvis regnen siler ned. Det har Økonomiudvalget i Aalestrup Kommune besluttet. - Økonomiudvalget har besluttet at godkende en plan om en afskærmning, så de optrædende er i ly for regn og sol, siger borgmester og formand for Økonomiudvalget Rigmor Sandborg (M). Tidligere har byrådet godkendt et projekt, der omfattede en sejldugsoverdækning af scenen på omkring 100 kvadratmeter. Det projekt blev imidlertid opgivet. - Den første model kunne ikke føres ud i livet, da bygningen ikke var egnet til konstruktionen, siger Rigmor Sandborg. Det nye projekt drejer sig om en fast konstruktion i fiberbeton, der tilgodeser og beskytter de optrædende på scenen mod regnvejr. Efter planen kommer afskærmningen til at koste 115.000 kroner excl. moms. - Handelsstandsforeningen bakker også op om projektet, og vi håber, at Knaberscenen derefter kan bruges til flere aktiviteter og arrangementer - til gavn for alle, siger Rigmor Sandborg. Det er endnu ikke besluttet, hvornår projektet skal realiseres. Derimod ligger det fast, at publikum ikke får beskyttelse mod vind og vejr.