Længe leve Erik Balling

Jovist er det sommer ifølge kalenderen, selv om det måske ikke er så tydeligt at se derude under de grå skyer. Men skidt med det: Vi har jo fjernsynet. I gamle dage brugte man i tv-programmerne (G), når man ville signalere genudsendelse. Det er man holdt op med. Sikkert fordi der i disse tider skal stå (G) overalt, for der sendes kun brugt fjernsyn i øjeblikket. For to-tre uger siden, da agurketiden var på sit højeste, kunne man oven i købet forledes til at tro, at selv nyhedsudsendelserne var genudsendelser. Genudsendelser er en tradition på tv-kanalerne. Lige så traditionelt plejer avisernes læserbrevsspalter at flyde over med arrige indlæg, hvor Hr. Brockendorf og Fru Streret skriver ind og skælder og smælder over de mange gentagelser. Men det lader til, at denne traditionelle krig på ord er udeblevet i år. Jeg har i hvert fald ikke set sådanne indlæg denne sommer. Men derfor kan de jo godt have været der. Jeg vil også være den sidste til at beklage mig. Jeg synes, det er genialt med disse mange genudsendelser. Det er godt, at man sparer på krudtet og sender kvalitets-tv, når vi har behov for det. Og det er ikke nu. Hvad skal man med dybdeborende dokumentar, når man kan sidde på fliserne udenfor, mens man nyder solnedgangen i selskab med venner, ægtefælle, familie, nabo, grillmad, kølige pils, svalende hvidvin samt en god let afkølet rødvin? Hold køleskabet fyldt og grillen varm, så har man ikke behov for tv. I hvert fald ikke på denne tid af året. Det er sket, at ingen har gidet holde mig med selskab derude, og så har jeg da set en enkelt (G)’er eller to. Jeg har for eksempel set ”Huset på Christianshavn”. En ældgammel sitcom fra før det begreb blev kendt på dansk. Lavet i lusede, billige kulisser. Ynkværdigt gammelt, patetisk og overfladisk med nogle kønsroller, der burde være forbudt for børn og et sprog, der ikke tales mere. Ja listen over kritik kan gøres meget længere, men jeg vil ikke hjælpe til dermed, for jeg kan lide det, kan jeg. ”Huset på Christianshavn” er nemlig noget ganske særligt. Det er blandt andet ouverturen til alletiders, allerbedste, danske tv-serie, ”Matador”. Og grunden til min begejstring er utroligt let at personificere: Erik Balling. Danmark har fostret masser af kendte filminstruktører: Carl Th. Dreyer, Lars von Trier, Bille August, Gabriel Axel og mange flere. Dygtige folk alle til hobe, men ingen af dem har nogensinde på et område haft samme evne som Erik Balling: At lave sådanne personskildringer. Ballings personer er lette, kærlige karikaturer. Utroligt overfladiske og udetaljerede. Men samtidig også så tykke i stregen, at man kan se forskel på dem. Der er ganske enkelt ingen anden instruktør, der nogensinde har evnet så fornemt at få os til at elske selv de allermest dorske personer. Det er genialt. Indrøm det nu bare, kære læser. Vicevært Meyer er nyfigen, intrigant, doven, uduelig og skabagtig, men vi elsker ham. Flyttemand Olsen er selvhævdende, brovtende, drukfældig og larmende, men vi elsker ham. Eller hvis vi går til Matador og tager lærer Andersen. Et sjældent dumt svin, spillet af en særdeles folkekær skuespiller Helge Kjærulff-Schmidt, og et eller andet sted holdt vi jo af ham alligevel. Det kunne Erik Balling, og det er derfor hans hus på Christianshavn har været med til at redde mig tv-sommer.