Lokalpolitik

I Langholm er man lamslået

Borgerne ved nedlagt trinbræt føler sig ladt i stikken af Nordjyske Jernbaner

LANGHOLM:-At lave et nyt trinbræt ved Kvægtorvet 500 meter fra stationen i Hjørring på et sted, hvor der i forvejen er stoppested for bybusserne, samt at bevare et trinbræt ved Teglgårdsvej, hvor der også kommer bybusser, vidner for mig om, at Nordjyske Jernbaner A/S og direktør Preben Vestergaard åbenbart satser på at konkurrere med bybusserne i Hjørring for til gengæld lade os herude på landet i stikken, siger Henrik Kristensen, postbud og familiefar, bosiddende på Langholmvej nær Vidstrup. Fra 1. juli har Hirtshals-toget, som varslet for længst, ikke stoppet ved de to trinbræt i Langholm og i Raundrup. Nordjyske Jernebaner har for længst truffet beslutning om at sløjfe stoppene i Langholm og i Raundrup mellem Tornby og Horne. En beslutning som lokale beboere har raset imod, ligesom Hirtshals Kommunes teknik- og miljøudvalg kraftigt har opfordret Nordjyske Jernbaner til at ændre holdning. - Vi er chokeret over at bestyrelsen ikke vil lytte til os. At direktøren ikke vil eller kan forstå de tal, vi præsenterer ham for, har vi efterhåden erkendt, men at bestyrelse og amtsfolk med indflydelse på det her, ikke lader høre fra sig, kan vi ganske simpelt ikke fatte, siger Henrik Kristensen. For over et år siden præsenterede beboerne en prognose, der viste, at passagertallet til og fra Langholm i løbet af nogle få år igen vil nå op på det tal, Preben Vestergård finder, skal til for at opretholde et trinbræt. - Og vor prognose holder for det første år, viser tallene nu. Uanset havd direktøren ellers påstår, understreger Henrik Kristensen. -Det her handler ikke så meget om mig og mine muligheder for at nå til og fra arbejde. Det handler først og sidst om tryghed for vore børns skolevej. Skal vi sende dem ud på cykel på den smalle, mørke vej i vintermånederne?Det tør vi ganske enkelt ikke, siger han. Han lover dog, at beboerne vil kæmpe videre. Selvom han erkender, at det i lige nu ser ualmindelig sort ud. - Vi er både lamslået og skuffet over, at man sådan svigter os, der bor herude i landområderne. Nogle lokalpolitikere har bakket os flot op, men jeg forstår altså ikke, hvad der amtspolitisk sker i denne sag, siger en frustreret Henrik Kristensen.