I legionens vold

kent hansen selv på bogens forside. Foto TV2
Naturvidenskab 9. september 2008 06:00

BØGER Kent Hansen: "En legionærs bekendelser" # # # ¤ ¤ ¤ Hvis du overvejer at melde dig til Fremmedlegionen, vil det nok være en god idé først at læse Kent Hansens bog om oplevelserne i den knaldhårde militære enhed. Og lad det være sagt med det samme: Fremmedlegionen er ikke et rart sted at være. Hvert år søger over 8.000 unge mænd fra hele verden ind i legionen. Ofte er de på flugt fra problemer hjemmefra, og lige som jyske Kent Hansen søger de så spænding og eventyr ved at tage til Fremmedlegionens hovedkvarter i Frankrig. Kun en brøkdel af dem, der melder sig, bliver legionærer. Den militære udvælgelse af de egnede er ekstrem hård og brutal. Ifølge Kent Hansens bog har legionens befalingsmænd åbenbart carte blanche til at bruge grov vold mod aspiranterne, så de slår og tæsker løs på de unge mænd, der også udsættes for barske øvelser. Alt sammen sker for at skille de stærke fra de svage, og kun få kommer gennem nåleøjet. Heriblandt Kent Hansen. Der er ikke noget eventyrligt og spændende over den brutale udvælgelse af dem, der bliver optaget i Fremmedlegionen. "Det er langtfra mit indtryk, at legionen havde intentioner om at bygge os op igen, når vi først var knækket. Jeg har set flere mænd blive nedbrudt i min tid i legionen, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan de skulle blive hele mennesker igen", skriver Kent Hansen. Selv nægtede han at lade sig knække, og han overlevede den hårde træning og den rå vold fra ikke kun officerer, men også fra sine kolleger. For hadet og fjendtlighederne i legionen ulmer ikke kun mellem menige soldater og befalingsmænd, også mellem soldaterne indbyrdes. Ofte holder de sig i kliker med soldater af samme nationalitet eller sprog. Det lykkedes for Kent Hansen at blive fremmedlegionær af 1. grad og udstationeret i det lille sydamerikanske land Fransk Guyana, hvor han blandt andet skulle holde vagt ved opsendelsen af satellitter. Også dér tærer militærlivet på fysik og psyke, og nogle falder i med druk og narkomisbrug. Til sidst bliver det for meget for Kent Hansen, der - som mange andre har gjort før - beslutter sig for at desertere. Men det er ikke nemt og ufarligt at stikke af fra legionen. Bogen er ikke noget litterært mesterværk. Den er nærmest skrevet i dagbogsform med et par flashbacks til barndom og ungdom for at forklare, hvorfor Kent Hansen valgte Fremmedlegionen. Hvis man har lyst til et kig ind bag murene hos den myteomspundne legion - et kig ind til vold, kadaverdisciplin og menneskelig forråelse - er den værd at læse. Bagefter undrer man sig over, at Fremmedlegionen kan have succes på slagmarken, når de menige legionærer formentlig alle nærer et glødende had til officererne. I krige er flere af legionens befalingsmænd da også faldet for legionens egne kugler, ifølge bogen. En bog, der nok ikke vil få mange til at søge lykken - eller ulykken - ved at melde sig under legionens faner. Peter Witten peter.witten@nordjyske.dk Kent Hansen: "En legionærs bekendelser" 268 sider, 249 kr. TV2 Forlag,

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...