I livsfare efter bytur

En 20-årig mand fra Hjørring-egnen er fortsat livsfarligt kvæstet, efter at han under en bytur i Hjørring, natten til lørdag, blev slået i hovedet af en 22-årig kammerat.

Efter en festlig aften, hjemme hos den 20-årige mand, drog han og tre venner på bytur til Hjørring. Her festede de fire mænd videre på et værtshus i Bispensgade. Kort før klokken halv tre forlod de værtshuset, men på gaden udenfor, kom gruppen i klammeri med en ukendt mand. De fire unge følte sig provokeret og da manden på et tidspunkt valgte at stikke af fra stedet på en knallert, forsøgte to af den 20-åriges venner at løbe efter manden. Den 20-årige forsøgte at stoppe sine venner, fortæller politiet i Hjørring. Den unge mand greb blandt andet fat i sin 22-årige ven, som blev så rasende over denne handling, at han rettede flere slag i ansigtet på den 20-årige, som faldT bevistløs om på kørebanen. I første omgang blev den 20-årige bragt med ambulance til Hjørring Sygehus, men det stod hurtigt klart at hans kvæstelser var så farlige, at han omgående blev overført til Aalborg Sygehus, hvor han blev opereret for svære blødninger i hjernen, oplyser politiet. Den 22-årige gerningsmand var på gerningsstedet, da politi og ambulancefolk nåede frem til ulykkesstedet på hjørnet af Bispensgade og Frilandsvej. Her oplyste den 22-årige selv, at det var ham der havde slået sin kammerat. Manden blev anholdt og taget ind til afhøring hos Hjørring politi. De to øvrige venner, er ligeledes blevet afhørt af politiet i sagen. Ifølge politiet var alle tre dybt berørte over den tragiske afslutning, på det der skulle have været en sjov aften i byen. Politiet undersøger fortsat de nærmere omstændigheder ved det tragiske overfald. Men den 22-årige voldsmand blev i går løsladt uden at have været i et grundlovsforhør hos en dommer. Den sidste melding fra vagthavende ved Hjørring Politi var lørdag aften ved redaktionens slutning, at den unge mands tilstand fortsat var uændret og meget kritisk.