Ulykker

I livsfare efter fald fra 2. sal

28-årig mand faldt ud af vindue under privat fest i lejlighed i Hjørring

HJØRRING:En 28-årig mand fra Hjørring blev livsfarligt kvæstet, da han natten til søndag faldt ud af et vindue i en lejlighed på anden sal i Prinsensgade i Hjørring, hvor han var til privat fest. Manden faldt 12 meter ned i ejendommens baggård. Hjørring Politi oplyser, at den 28-årige er indlagt på Aalborg Sygehus med alvorlige kvæstelser i hovedet. Alt tyder på, at der er tale om en faldulykke. Der foreligger i følge politiet ingen mistanke om hverken en forbrydelse, eller at manden skulle være sprunget ud af vinduet. Fra toiletvinduet Den unge mand skulle fejre påsken bl.a. ved at tage i byen natten til søndag, og han var sammen med andre unge og sin kæreste på besøg i lejligheden i Hjørring centrum. Senere var det meningen, at han skulle videre i byen. I alt var der i følge politiet samlet op mod otte personer i lejligheden, hvor den 28-årige også fik noget at drikke. Ved 23.30-tiden gik manden på toilettet, og efter en tid begyndte de øvrige gæster at undre sig over, at han ikke kom tilbage. Herefter fandt de andre unge ud af, at han var faldet ud af vinduet ned i gården. Politiet oplyser, at manden er faldet ud af et "vippe-vindue", som havde stået på klem i løbet af aftenen. Manden er siden ulykken blevet opereret på Aalborg Sygehus, og ved redaktionens slutning i går havde Hjørring Politi endnu intet nyt om den 28-åriges tilstand.