I livsfare efter knivstik

KØBENHAVN:To yngre mænd blev tirsdag sigtet for drabsforsøg, efter at en 24-årig mand om morgenen blev ramt af et knivstik i brystkassen under et gruppeslagsmål på Vesterbro i København. De to mænd blev dog sent tirsdag eftermiddag løsladt i sagen, selv om politiet fortsat sigter dem, oplyser kriminalpolitiet på Station City i Københavns Politi. Politiet blev ved firetiden tilkaldt til beværtningen Touché på hjørnet af Vesterbrogade og Victoriagade, hvor en gruppe andengenerationsindvandrere var kommet op at slås. Offeret blev stukket i brystkassen, hvor kniven ramte en pulsåre og en lunge. Et par timer senere vurderede lægerne hans tilstand som livstruende, men i løbet af dagen blev tilstanden stabil. Seks mænd blev anholdt efter slagsmålet, og i nærheden af gerningsstedet fandt politiet flere knive, en totenschlæger og kokain. To af de anholdte på 24 og 25 år er blevet sigtet for drabsforsøg, men politiet mener altså ikke, at de har beviser nok til at kræve de to varetægtsfængslet. Kriminalpolitiet kender endnu ikke motivet til knivopgøret./ritzau/