Retspleje

I livsfare efter knivstik

KØBENHAVN:En 22-årig mand blev mandag morgen stukket livsfarligt med kniv i forbindelse med en fest i selskabslokaler på Vestbuen i Ballerup, oplyser politiet. Senere mandag besluttede en dommer at varetægtsfængsle den formodede knivstikker, der er 18 år. Tidligere søndag aften var ordenspolitiet kaldt til selskabslokalerne på Vestbuen på grund af ballade, som åbenbart ulmede videre. Knivstikkeriet skete ved 02.30 tiden natten til anden pinsedag. Da offeret blev bragt til hospitalet, var han i livsfare, men efter lægebehandling bedrede hans situation sig, oplyser kriminalinspektør Niels Larsen. Politiet anholdt i alt fire unge mennesker, og to af dem blev fremstillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling. Den ene blev løsladt af retten, mens den anden, der er 18 år, blev fængslet for tre uger, oplyser den vagthavende hos Gladsaxe Politi. /ritzau/