I Lynchstemning

Film 1. november 2002 07:00

film "Mulholland Drive" Der er ikke ret meget man kan opleve i en biograf , der kan måle sig med at se en film af David Lynch. Det er udfordrende, krævende, skræmmende og voldsomt morsomt. Det er en mærkelig rejse i sære universer, ikke ude i rummet - men inde i rummet. Rummet mellem David Lynchs ører - og mellem vores egne. Ikke nødvendigvis det rareste sted at være. "Mulholland Drive" er en legendarisk vej i Hollywood-byen Los Angeles. Det er her, man kan holde og se på natteudsigten over den enorme, endeløse lyshavsby. Det er her stribevis af filmbiljagter har udviklet sig dramatisk i svingene over den lange, stejle skrænt - skæbnemøder har fundet sted, mord er begået, straffe blevet fuldbyrdet. Her starter også denne film i højdramatisk form. Ud af natten kører en limousine, en sorthåret skønhed på bagsædet, et uventet stop, en pistol rettes mod hende fra forsædet... og limousinen bliver ramt af en bilfuld unge festtrolde i voldsom fart. Den mørke skønhed overlever - og slipper for pistolen. Hun flakker ud i natten, blødende fra et hul i hovedet, hukommelsesløs for en tid. Ud af dagen kommer i krydsklip en lys skønhed, den rene, søde, blonde amerikanske provinsbypige, der har vundet en konkurrence, fået en chance og drømmer om et romantisk Hollywood-eventyr med en lånt lejlighed som base. De to kvinder mødes - og sære tråde trækkes mellem dem. Her ligger handlingens hovedspor - men der sker meget andet. Mystiske ting. Vi er med på grillbar, hvor en ung mand har haft et skræmmende syn. Vi besøger en magtfuld dværg i en sal, omgivet af dybrøde gobeliner. Vi er med til et møde i et filmselskab, hvor en magtkamp udspilles om hvem, der skal have hovedrollen. Vi mødes i natten med en sælsom bleg cowboy fuld af gode råd. Vi følger en lejemorder, der ikke kommer alt for smart fra sit forehavende, og vi følger en filminstruktør hjem og finder hans kone i seng med pool-passeren. Grinende gamlinge, dystre posemænd, den vildeste jitterbug. Og meget, meget mere. Det hele hænger sammen, flettet ind i hinanden på mange leder og i mange lag. Det er i virkeligheden fuldkommen utåleligt at sidde bagefter, frustreret, uforløst, mystificeret - på det niveau, hvor man kan sætte ord på oplevelsen - og så alligevel mærkeligt opfyldt og tilfredsstillet på de underbevidste etager. Ikke så sært, for det er her det foregår, når Lynch laver film. Han tager os med på indflugt gennem depressionens landskab, han viser os paranoiaens udsigtspunkter, han fører os på krydstogt i skizofrenien og han dykker sammen med os i narcissismens navleformede bassiner. En skræmmende, lokkende, mørk rejse. Hvert kommende hjørne, hver døråbning, hver murkant virker truende, vi kan ikke se, hvad der venter bag den - eller hvad der gemmer sig i den blinde vinkel - men vi ved, at der sandsynligvis er noget. Også noget vi ikke vil vide. Selv siger Lynch det så roligt, at man kan blive helt tillidsfuld: "Film er til, fordi de kan give os oplevelser, som ville være meget farlige eller underlige i det virkelige liv" og "Livet er meget, meget kompliceret. Derfor skal film også have ret til at være det". Det kan da godt være. Men vær ikke alt for tryg. Det er enhvers ret at lægge sin egen historie ind over den, som denne film fortæller - og også at lade være, at nøjes med at bade sig i den mageløse instruktørs dybe, sære vande - og så tage med, hvad der måtte ske for én næste gang man drømmer. Det er sådan en film, man skal gå ind til med åbent sind og åbne sanser - men også en film, man næsten ikke tør at give sig hen til. Lars Borberglars.borberg@nordjyske.dk "Muholland Drive" Orig.: "Mulholland Dr." USA 2001. Instruktør David Lynch. To timer 32 minutter. Till. o. 15 år. Biffen, Aalborg

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...