Litteratur

I lyst og nød

Af bøger bliver man menneske. Også om sommeren, hvor de bedste kan læses igen, mener denne uges anmelder, der giver læseråd til ferien

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bliver man et bedre menneske af at læse bøger? Måske. Man kan også nøjes med at nyde sommerflugten fra en travl virkelighed. Foto: Michael Bygballe

Nogle af os lever og læser med hjertet forrest. Begivenheder og bøger opleves og huskes for følelserne, de frembringer. De hede, de kolde, de bange og berusende. Bogen i sig selv har altid givet glæde. Jeg husker de første bøger, fordi min far lo, når han læste dem. Egon Mathiesens “Mis med de Blå øjne”, “Cykelmyggen Egon” af Flemming Quist Møller. Det glade danske barn fik overskud og fantasi og lyst til selv at læse. Find et barn at læse højt for denne sommer! Snart fulgte de bøger, der gjorde mig til den pige, jeg blev. Laura Ingalls Wilders serie om sig selv, som jeg fik til jul og fødselsdag af min farfars søster, der ingen børn har, men altid kunne ramme den rette bog på det afgørende tidspunkt. En stor gave, som gav mig selskab helt op til teenagetiden, hvor Sigrid Undsets “Kristin Lavransdatter” tog over og lod mig mærke, at nok var jeg bybarn, men det nære liv ude i landet drev mig. Duftene. Fortiden. Slægtsfornemmelsen. Alle børnene. Et kvindeliv lige efter hjertets traditionsbundne bog. Om man drages af bøger, der danner en eller de danner en, ved jeg ikke. Men nogle bøger er skabt til at blive læst på et bestemt tidspunkt. Som Sven Wernströms “Rød sommer” og Inge Eriksens “Victoria og verdensrevolutionen”, der som et led i den røde opdragelse i København i 1970’erne gjorde mig klar til såvel klassekamp som kønsliv på noget mere konkret vis end de Barbara Cartland-romaner, vi pubertetspiger snød os til frydefuld læsning af under påskud af at ville analysere triviallitteraturens kvindeundertrykkende dramaturgi. Men de genkendelige følelser kunne hun bringe frem, Barbara, som også andre af de mere lødige, der ikke skrev for at bevare eller pacificere, men for at forandre. Richard Wright og Thorkild Hansen kilede ligheden mellem racerne fast inderst inde. Tårerne sprang. Tove Ditlevsen gjorde tristheden til poesi, Karen Blixen det samme med erotikken og det fremmede – men så uforløst. Hun blev overgangen til mit forsøg på at intellektualisere mig selv. En hidsig selvopdragelse førte mig gennem klassikere, jeg har glemt, som var de formler fra fysiktimerne. Men den umiddelbare glæde var der altid, når jeg slæbte hjem fra biblioteket. Hvilken verden fik jeg nu lov at gæste? Aksel Sandemose læste jeg en sommer samtidig med min mormor. De andre nordiske forfattere, de danske også, blev kørt igennem i selskab med hende og en mor, der krævede, at jeg fik viden om, hvilken kulturkreds, jeg kom fra. Hvilken tid, var bøgerne skrevet i? Hvad ville de? Derefter fulgte opdragelsen som kvinde med mod til flyve vredt sammen med Erica Jong, Fay Weldon og Marilyn French. Da tiden som journaliststuderende nærmede sig, oplærte en stak Herman Bang og Tom Kristensen til brug af skriveriet som håndværk. Mesterligt. Læst af en på vej. Med sig selv forrest som alle unge læser. Bøger læses også for at følge med. Rifbjerg f.eks. er uomgængelig, men rammer bedst mit intellekt og forkærlighed for kloge mænd i sine essays og kronikker. Han læses også for at sætte det spejl i Spanien, han elsker som jeg. Bøger skal også læses, fordi de tager med derhen, hvor man skal. Når man flytter til Himmerland, læses Johs. V. Jensen. Og Thit med, når man nu er i gang. Der er mening i dem begge. Livskraft og elegance i forskelligt mål til dem begge. Bøger skal læses, fordi de samler klogskab og giver den videre. Når man får børn, hentes andres erfaringer hjem. Når man ældes. Er i sorg. Dyrker have. Bøger skal læses, fordi de er en del af det at være til lige nu, lige her, men ind imellem skal de bunker, tiden og den almene dannelse lægger frem, dog fjernes. Men, men, det tog nogle år at slippe ønsket om at ville leve op til dem, der sandfærdigt eller ej udnævnte sig til tidens kulturelle elite... Den banale nysgerrighed er dog aldrig blevet kuet. Heller ikke den pænt opdragne pige, der altid læser en bog til ende og gør sig umage med det. For bogen er en gave, der skal skattes. Som giver indblik i andre, der skal behandles med respekt. Der er altid så meget inde i bøger. De kan meget mere end alle andre måder at fortælle historier på. De lader en være med. Man kan selv røre ved dem. Pille i siderne. Folde dem. Se en tåre, en kaffeplet. Man kan tage dem med sig, læse dem igen, lade den ligge. Dufte til den. Der er så mange bøger at elske. Og der kommer nye bøger til, mens de andre og man selv bliver ældre. Man kan selv blande. Tage af de nye og genlæse af de gamle. Man har selv blandet. Ser jeg hen over bøger, der har været elsket, ses et mønster. De har formet mig, bøgerne, det ved jeg, og det vil de blive ved med. Også denne sommer. Her vil jeg som de senere år genlæse Ernest Hemingways “Og solen går sin gang” og Marianne Frederikssons “Evas bog”. To stramme bøger om at være mand og kvinde og menneske. Der findes mange måder at beskrive mænd på, og hvilken kvinde ved, hvilken der er sand? Ernest Hemingway kan måske afdække mysteriet manden, og ingen steder gør han det klarere end i “The Sun also Rises”. Uden et eneste overflødigt ord. Kun fortalte handlinger og korte samtaler afdækker alt det, vi ikke får at vide og alligevel ved om Jake Barnes og de andre. Og så skriver han skriver simpelthen så forbasket godt, at den må læses igen og igen. Og hver gang gør den ondt og åh så godt på samme tid. It is a rotten way to be wounded ... Som kvinde kan man kun være enig. Marianne Fredriksson er hans modstykke. Andre vil korse sig over den sammensætning. Mænd især. Kun æteriske kvinder lader til at have litterær værdi. Kvinder, der rødglødende nærmer sig kønnet og hjertet, som mænd gør det, hører hjemme i køkkenerne, som da min oldemor gemte Elsa Gress for sin mand oppe bag tallerkenerne ved havnen i Bogense. I “Evas bog” har hun sagt farvel til Abel og forstødt sin anden søn, morderen Kain. Adam er gledet ind i sin egen sorg, og hun må gå. Hun må lede efter mennesket. Hvad er vi, der ikke er dyr? Hvor er skellet? Er det alene ordene? Hvad med kroppen? Med en simpel vekslen mellem madlavning og eksistentiel tvivl viser Marianne Frederiksson, at bøger er nærmere vores eget liv, end vi selv aner. En anden svensker vil også læses igen. Edith Södergran, der giver en smuk livgivende dødsdrift fra sig med digtet “Landet, som ikke er” og skaber klarhed over kønnene med ordene om, at manden søgte en kvinde, fik en sjæl og blev skuffet. Flere svenskere vil støde til i år for at få føde forud for ferien, hvor vi rejser derover – til Selma Lagerlöfs Mårbacka blandt andet. Naturen er med i mit livsmønster, dens rå kraft. Amerikanske Annie Proulx er den reneste skribent af dem, der rammer mennesket ind i naturen. “Brokeback Mountain” er blandt de smukkeste kærlighedshistorier. Men også Thomas McGuane kan læses på ny. Siri Hustvedts nyeste “En amerikaners lidelser” skal jeg investere i. På amerikansk. Jeg har boet i USA og hun skriver spiddende præcist på det sprog, der gør sig bedst i enkel form. Sommeren giver lys til anderledeshed og rum til nye kulturer som i algeriske Yasmina Khadras nye “Sirenerne i Bagdad”, som jeg vil overtale manden til at læse, efter han er blevet færdig med “Huset ved moskeen” af iranske Kader Abdolah. Måske vil han dog hellere genlæse sine sommerbøger om sønner og fædre ved floder og åer. Sønnerne læser også. Deres teenagetid danner dem ikke kun med fortællinger på computere. Den ældste er til biografier og Michael Strunge. Den mellemste til Villy Sørensen. Den yngste genlæser Tolkien. De lader sig forme forskelligt. Ind imellem planlægger jeg, at en sommer skal bruges til at genoptage den regulære selvopdragelse. Til at lade pligten kalde. Måske har jeg ændret mig, så jeg kan modtage? I år vil jeg ikke gøre forsøget. I år vil jeg nyde. Det nye. Og den dybe kærlighed til bøger, jeg kender og dog altid finder noget nyt inden i. Som med manden. Der selvfølgelig er boghandlersøn. Hvad ellers?