EMNER

I lyst og nød

Så blev det endelig sommerferie. Landet over udhviler frivillige foreningsledere efter en hård sæson i den lokale idrætsklub.

IDRÆTSKLUBBER:Så blev det endelig sommerferie. Landet over udhviler frivillige foreningsledere efter en hård sæson i den lokale idrætsklub. Og det er dem vel undt. De har mere end fortjent et afbræk fra sæsonens mange pligthandlinger: Styr på stævnetilmeldinger, organisering af transport, afrapportering af økonomi, formulering af fondsansøgninger, drift af klublokaler og sikring fastholdelse af medlemmerne og meget, meget mere. Men selvom det er sommer, så er der behov for at tænke og lægge planer. Strategi og udvikling har alle dage været et centralt tema også for frivillig foreningsledere: Hvad er det vi kan tilbyde, hvad er det vi bør tilbyde, hvad kan vi tilbyde, hvordan skal vi lige gøre det, hvordan får vi forpligtiget flest muligt for at løfte opgaven, og hvordan vi at vi endelig er kommet i mål? Op igennem 1990'erne gjorde langt de fleste af idrættens specialforbund under Danmarks Idrætsforbund en stor indsats for at få medlemsklubberne til at lave denne strategiøvelse. I dag er der ingen tvivl om, at de klubber, der har elitepotentiale og eliteambitioner, har 120 pct. engagerede bestyrelser. Pointen er imidlertid, at selvom man ikke har elitedrømme og elitepotentiale, så er strategi og udvikling livsnødvendige for alle frivillige idrætsforeninger. Og det er det af flere grunde. For det første har landskabet for foreningsidrætten ændret sig. Der er kommet langt flere "skæve" klubber til, der har ganske andre behov end de større og historisk set tungere klubber. For det andet er foreningsidræt ikke længere blot noget, der har værdi i forhold til dannelsen af den opvoksende generation, børn og unge, men også for seniorerne. Det vil sige at der er kommet et større spænd i aldersgrupperne mellem de yngste og de ældste. For det tredje er der kun så mange borgere i en by, som idrætsforeningerne kan kæmpe om at få ind i butikken, i en lidt uigennemskuelig konkurrencesituation med krops- og fitness industrien. For det fjerde er det ikke længere muligt at tale om den "almindelig foreningsfrivillige", og spørgsmålet om fastholdelse er i lige så vid udstrækning som rekruttering centralt for klubbernes overlevelse. Her vil jeg alene tage fat i det sidst punkt, nemlig hvordan skal vi forstå vores frivillige foreningsaktører, dvs. de mennesker der kommer i klubben for at samles om den enkelte idrætsgren. I sin undersøgelse af "Boldspil under kulturel og samfundsmæssig forandring" peger idrætsforsker Peter Mindegaard Møller på tre typer af foreningsaktører: Nyderen, Medspilleren og Yderen. Nyderen eller foreningsforbrugeren er ung, ikke bundet af civile forpligtigelser udover de rituelle (jul, påske og måske pinse), er søgende og ønsker at afprøve eget potentiale, er tit i klubben, bidrager gerne som træner i en kort periode og forventer til gengæld frihed. Om det er frihed fra at høre på krav og strategiske overvejelser fra en bestyrelse fremgår ikke klart af undersøgelsen. Men som jeg ser, så er Nyderen både et aktiv men også en for foreningen flydende størrelse. Kan man stille krav (f.eks. om efteruddannelse) til Nyderen? Medspilleren eller foreningsdeltageren træner i klubben for sportens skyld, og har været trofast inden for den enkelte idrætsgren i flere år. Medspilleren har ikke så megen tid, da andre forpligtigelser kræver sit. Medspilleren ønsker ikke som Nyderen frihed, blot at blive taget hensyn til. Der er sikkert flere familiefædre og "mødre, som falder i denne kategori, og det strategiske spørgsmål er naturligvis, hvad kan man forvente af medspilleren, der gerne vil være med, men ikke helt ønsker at forpligtige sig, og oven i købet ikke kommer så meget i klubben?" Endelig er Yderen eller foreningsbæreren en person med overskud og nogle afklarede idealer. Yderen investerer sig selv i foreningen, tager ansvar, har lang historie i klubben eller idrætsgrenen, fokuserer på det sociale i klubben, og har gerne som adelsmærke, at "jeg ikke stopper, før jeg skal bæres ud?". Der er ingen tvivl om, at Yderen har en central rygrads funktion i den frivillige idrætsforening. Men hvis perspektivet for Yderen alene er rammerne, det sociale og måske ikke har lyst til at vige pladsen, fordi rolle som "seniormedlem" fylder meget i selvforståelsen, hvordan kan man så skabe nye strukturer og introducere nytænkning på andre vilkår? Jeg er selv en Yder, og som Yder kan jeg levende sætte mig ind i de foreningsaktører, Peter Mindegaard Møller analyserer sig frem til, også selvom jeg aldrig har haft noget særligt at gøre med boldspil. Her er der den pointe, at andre ikke-boldspilsklubber helt sikkert kan få nogle gode strategiske diskussioner om, hvordan opgaven med at fastholde medlemmer og klubaktører bedst kan gribes an, og hvordan udvikling ikke kun bæres af Ydere, men også af Nydere og Medspillere. TEM FRANK ANDERSEN er forskeruddannet ved Aalborg Universitet i kultur, medier og læring. Cand.mag. og ph.d.