I må tage jer sammen

Pensionisterne skal tage sig sammen, ellers bliver de forbigået igen-igen.

Regeringen og Folketinget har igen igen glemt folkepensionisterne. Priser på mad og forbrugsnødvendigheder har allerede nu udhulet pensionerne med ca. ni pct. Pristalsregulering af folkepensionen finder sted med to års forsinkelse, og det har medført en reduktion af købekraft. Folkepensionisterne mangler et talerør, og hvis ikke Ældresagen snart får taget sig sammen til at kæmpe for pensionisternes sag, så skal der etableres en organisation som kan repræsentere og kæmpe for den store gruppe pensionister som fortjener af få indflydelse på deres livsbetingelser. Det betyder ikke, at Bjarne Hastrup, Ældre Sagen, ikke optræder på tv og i div. udvalg. Men Hastrup er så pænt et menneske, at politikerne ikke synes, at det er nødvendigt at tage ham alvorligt og lytte til ham. De øvrige pensionistforeninger er i politisk sammenhæng overhovedet ikke vakse nok. De fleste Folkepensionister lever under FN's fattigdomsgrænse, når man indregner danske leveomkostninger. Dette til trods for, at den nuværende generation af pensionister ikke alene har skabt det samfund, vi alle lever af i dag, men de mange ældre har også været på arbejdsmarkedet og har betalt skat til samfundet, siden de fyldte 14 år, og har hermed gennem et langt liv indbetalt deres egen folkepension, til statskassen. Pengene har politikerne formøblet gennem årene At kommende ældre, modsat den ældre generation i dag, har indgået aftaler om pensionsordninger med arbejdsgivere og forsikringsselskaber, er et gode for dem, men det ændrer ikke på det forhold, at en stor gruppe af den nuværende ældre generation ikke havde samme muligheder fra ungdommens dage. De skiftende regeringers ældrepolitik har hele tiden bygget på ydmygelse og nedværdigelse af Danmarks ældre. Robotstøvsuger-sagen har tydeligt bekræftet dette. Op til valgene har man lokket med store tilskud og forbedringer af pleje og hjælp mv., men man har aldrig villet give slip på den snor, man trækker de ældre ved næsen. Til gengæld tilbydes de ældre en vifte af alskens tilskud til husleje, varme, briller, tænder, kørsel og meget mere. Denne kontrol og sagsbehandlermentalitet koster samfundet mange penge til administrations udgifter. Politikernes ydmygende metoder vil vor tids ældre ikke længere acceptere. I fremtiden vil pensionisterne ikke stå med hatten i hånden og tigge en sagsbehandler om tilskud for at overleve. Pensionen skal som minimum svare til det, som i dag udbetales i understøttelse til folk uden arbejde og så skal "samlivs straffen" afskaffes, således at folkepensionisterne alle får det samme udbetalt uanset om de bor sammen eller hver for sig, ligesom efterlønnere og folk på arbejdsløsheds understøttelse. På det nævnte økonomiske grundlag vil pensionisten være i stand til, om end sparsommeligt, at klare sig selv og prioritere sin egen lykkelige alderdom. Regering og Folketing vil, fordi de tror på fortsat at kunne "kontrollere" folkepensionisterne, være imod en ny reform af folkepensionen, men flere faktorer danner grundlag for, at reformen må og skal gennemføres. Der kan spares store beløb ved at omplacere eller afskaffe de fleste af de sagsbehandlere, som i dag ydmyger og uddeler tilskud og almisser til folkepensionisterne. Pensionisternes "forbrug" holder en stor del af samfundets beskæftigelse og investeringer i gang.