Mad gør glad

”Lade” udbryder den lille fyr, og kigger op på mig med sine store, brune øjne, mens han peger op på køleskabsdørens allerøverste hylde. ”Moar, lade, lade”, siger han, min 2-årige søn, med hovedet på skrå og sin allermest indsmigrende stemme. Hvad (indsæt her lang række edder og forbandelser) er der med små børn og pålægschokolade? Her står jeg med alle mine talenter, og sunde nybagte boller, hjemmelavet marmelade og dyr ost, og anretter god gedigen morgenmad til den lille familie, og så bliver man slået hjem af 80% vekao. Det mest utrolige er, at han kun har fået pålægschokolade en håndfuld gange i sit liv, og at vi normalt aldrig har det i huset, men drengen skal bare se skyggen af den gule æske. Og spørger vi ham, hvad han gerne vil have at spise til aften, kommer svaret altid prompte. Stort smil ”pizza!!”. Eller ”burger!!”. Og han ved allerede nu så ganske udmærket, hvor McDonalds ligger. Fred være med det, McD er enormt praktisk, når man har bragt små bøvsende, colavæltende, pomfritkastere til verden, men jeg undrer mig virkeligt over den glæde et happymeal vækker. Så er der kys til hele bordet og ketchup over det hele. Jeg indrømmer det blankt, at jeg er én af den slags mødre, der helst vil lave al maden selv fra bunden og brænde fastfoodstederne ned til grunden. Klamme historier om mad brænder sig fast i min hjerne. Jeg glemmer f.eks. aldrig, at en lægestuderende veninde engang fortalte mig, at når man dissekerer afdøde, ældre mennesker, så er deres tarme tilstoppet med klumper af gammel sandkage og hvidt franskbrød. Hvorfor? Ja, prøv at forestille dig, at man putter en af de der bløde købeboller i et glas vand, tager det op og klemmer al væsken ud af den. Hvad har man så tilbage? Cement! Og det kan en gammel tarm altså bare ikke køre til endestationen. Og så er der al den snak om at vi bliver federe og federe, men det er jo ikke fedmen i sig selv, der er problemet. Man kan sagtens være sund selvom man er stor. Mad rimer ikke for ingenting på glad. Tænk bare på madpakkerne. Helt ærligt, min mor fortjener en medalje. Med tre skolebørn har hun smurt hen ved 5.600 madpakker i sit liv, og så regner jeg ikke engang dem med, som min gymnasielærer-far har fortæret. Dagens højdepunkt var det på lærerværelset, når madpakkerne kom frem, og spørgsmålet ”Hvad har du med i dag?”, gik bordet rundt. ”Nej, hønsesalat, hvor er du heldig”. Mands madpakke = kones humør. I folkeskolen var madpakke-presset stort. Tænk hvis man havde fået noget med, der lugtede. Tænk hvis de andre syntes ens kåldolmere var ulækre. Min egen mand har engang slugt et stykke plaster, hans mor for sjov havde gemt i klapsammenmaden med hamburgerryg, fordi han syntes det var pinligt, at han ikke kunne bide pålægget over. Det værste jeg selv vidste, var hvis man havde en ostemad med og en rugbrød med leverpostej og rødbeder, og rødbederne lå nederst, så der komme lilla striber i bunden af franskbrøden. Samtidigt var madpakken et højst interessant indblik i andre familiers spisevaner. Rugbrød uden noget med en flækket kogt pølse ovenpå, og franskbrød med mayonaise står for mig som noget af det mest idéforladte og kærlighedsløse, man kan give sit barn med i skole. Da vi blev lidt ældre, blev det sejt at smide madpakken direkte fra det lune skoletaskemiljø og over i skraldespanden, og købe sin mad hos bageren overfor skolen. Det kunne f.eks. være et formfranskbrød, hvor man først spiste krummen og så fyldte op med flødeboller. Min storebror havde en kort karriere, som madpakkegemmer - bag radiatoren i vores legeværelse. Das war nicht ganz lekker. Og meget bedre er det jo sådan set ikke blevet på madpakkeområdet i dag. Mad har en utrolig stærk symbolværdi, og den kommer til at fylde mere og mere som både løsning og problem i vores dagligdag. Snart vil vi komme til at tale om de andengenerations-fede; børn, hvis forældre selv lever meget usundt, og som derfor absolut intet kendskab får til sund mad. Vi vil se flere mystiske produkter i supermarkederne, som f.eks. ”Goghurt” (yoghurt on the go) – en plastictube med yoghurt udviklet til travle amerikanere, som aldrig sætter sig ned i fællesskab og spiser morgenmad. Så kan man så sidde og sutte på den i bilen. Madpakkerne er på vej ud, og god mad skal serveres i skolerne, hvilket jo lyder forjættende bra, men har vist sig at være en temmelig varm kartoffel over det meste af Europa. Flere private firmaer har således også forsøgt at lave sund fastfood som en konkurrent til McDonalds uden held, hvorfor man konkluderer, at forbrugerne ikke vil købe sund fastfood. Det er et argument, der absolut ikke holder, for McDonalds handler ikke om produktet. Produktet er i sig selv ikke unikt, specielt velsmagende eller på andre måder noget særligt. Det McDonalds kan er at standardisere produktet og gøre det ensartet og meget billigt at producere. Vil man kopiere McDonalds skal man ikke kopiere produktet, men alt det, der foregår bag scenen – de dygtige indkøbere, administratorer, logistikfolk, osv. Lunch4kids er et koncept vi med fordel kunne kopiere i Danmark: et sundt happymeal, som forældrene selv sammensætter og betaler for over nettet, og som leveres til skolerne hver morgen. Børnene får det de vil have, forældrene bestiller og betaler, og skolerne slipper for bøvl og besvær. Alle er glade, og det er det, der er magien ved maden. Den kan gøre alle glade. Og det blev den lille også, da hans far blev udnævnt til pålægschokoladeuddeler og pizza/burger-administrator. Og jeg trøster mig så med, at der for tiden også skal ost på en chokolademad, når man er to år gammel.