Man kan ikke sige nej til en der hedder Ejnar

Gennem et forholdsvis langt liv synes jeg nok, jeg har åbnet mig meget, men at åbne en musikfestival, det har jeg dog aldrig prøvet. Indtil for kort tid siden holdt jeg det meget hemmeligt overfor min hustru, at jeg var blevet bedt om at åbne Skagen Festival 2006, fordi jeg vidste hun så ville sende mig et blik meget lig det jeg altid får, når vi er i forsamlinger, hvor der skal synges. Det blik, der siger: Nu venter du lige med at synge til andre har slået tonen an. Jeg holdt det totalt og fuldstændigt hemmeligt for mine kollegaer på DR i Aalborg, at lige netop jeg af alle skulle sige et par velmenende ord til åbning af en festival fyldt med sang og toner. Herregud, bare fordi man engang i 70’erne kom til at introducere et nyt stykke musik med ordene: Det var så musik fra en gruppe med navnet Stink. Det er da utroligt, at man her 30 år efter fortsat skal hånes for sådan en lille ubetydelig fortalelse. Men sådan er forholdene i mobningindustrien. Vi er nogle stykker, der er særligt udvalgte, blot fordi vi har fregner, briller og har en svag antydning af tonedøvhed. Men hvorfor sagde du så ikke nej til at åbne - kan du så spørge – med en vis ret. Det gjorde jeg ikke, fordi jeg ikke kunne sige nej til den mand der ringede den eftermiddag i april og spurgte om jeg ville. Et nej til den mand ville være et fatalt brud på etik og moral. Da jeg tog mobilen den dag i april i bilen på vej hjem over Fyn, sagde en stemme nemlig: Hej – jeg hedder Ejnar. Man kan ikke sige nej til en mand der hedder Ejnar. Jeg ved godt, at moderne forældre ikke holder sig tilbage fra at give deres vidunderlige børn navne, som egentlig ikke længere burde optræde andre steder end i historiebøgerne, og så på gravsteder. Det er hyggeligt til det bekymrende, som alt som var engang vender tilbage som nostalgiske pendulslag indenfor mode, design, musik, mad - og altså også indtørrede navne til nutidens børn. Jeg har nogle gode venner, som ikke sov i 14 dage da de hørte, at deres barnebarn skulle hedde Godtfred. Der sku’ virkelig proppes mange gode flasker rødvin op, før det navn gled ned. Sådan skal det også være. Vi har alle nogle navne, som vi synes burde gå i glemmebogen. Mine er f.eks. Ib, Leif, Kaj, Bjarne, Johannes, Konrad, Frode – og så Einar. Man træder ikke på en mand der allerede ligger ned, fordi han hedder Einar. Jeg ku ikke bære, at Einar skulle gå tilbage til sin arbejdsgruppe og fortælle, at jeg havde sagt nej. Jeg så for mig Einar sidde der nedbøjet og succesforladt ved det runde arbejdsbord i festivalkontoret, og så aflevere den negative nej-tak-melding, og jeg så også de andres ”hvad-sagde-vi-ansigter”, som alle udtrykte det samme. - En ting er at du hedder Einar, men det her kunne du heller ikke klare. Jeg gentager – man siger ikke sige nej til en mand der hedder Ejnar. Ovenikøbet sluttede Ejnar med at sige ind mit øre den dag i april – Hvis du siger nej, så overvejer vi at bede kulturminister Brian Mikkelsen om at åbne. Der er tidspunkter i ethvert menneskes liv, hvor man står overfor valg, som man ikke kan ryste af sig, som gæs smider vandet. Du kan det kalde det fornemmelsen af et kald. Om så Ejnar havde heddet Lars, så kunne man ikke byde 1200 mennesker i denne åbningsstund det af Einar opridsede alternativ. Endelig må jeg jo tilføje, at så jomfrueligt land er musik dog heller ikke i mit liv. Jeg sad som mange andre jævnaldrende og indspillede musikstykker på min B&O spolebåndoptager, da en vis ung mand i radioen i 60’erne ved navn Jørgen Mylius spillede glad musik i programmet ”Efter skoletid”. Helt ærligt var jeg Elvis-fan. Faktisk så stor en fan, at jeg vendte Beatles ryggen, da de dukkede op, idet jeg klart og fremsynet så dem, som en trussel mod Elvis’ domæne. Jeg holdt stædigt fast i Elvis, og vinkede først rigtigt farvel til manden dengang han smed silketørklæder ud til publikum i en tv-transmitteret koncert fra Hawaii. Det var vist nok også der, hvor han ikke kunne synge ”Are you lonesome tonight?” ordentligt, fordi han grinte helt hysterisk. . Pinligt, tyndt – bare for meget. Sådan helt Cliff-agtig. Siden blev jeg fan af Pete Seeger, når vi sammen sang ”We shall overcome”, eller af Erik Grips Grundtvig-sange, Pia Raugs maling af dagen, Dire Straits, når vi gik arm i arm, og Tracy Chapmann og hendes nødvendige talk about revolution. Jeg havde en god ven, som var fan af Manfred Man – det var han ret ene om. Jeg holdt mig mest til Kings. Samtidig er jeg altid blevet blød i knæ og hjerte, når Kim Larsen fortolkede sine egne smukke tekster, eller når Poul Dissing lavede verdens grimmeste trutmund, og sang det danske sprog så forunderligt. Derimod har koncerter aldrig været mig – det skyldes en kraftig følelse af spild af tid så længe ikke at lave andet en stå, lytte, drikke øl, og få smidt i hovedet af samtlige optrædende grupper - ”vi elsker Jer”, ”I er verdens bedste publikum”, og andet af den slags tænderskærende banaliteter. På den anden side var det vist nok Bruce Springsteen, der sagde, at unge lærer mere om livet af god 3 minutters sang end de gør i skolen. Når talen falder på musik og koncerter så er min kæphest i øvrigt lydniveauet. I politik siger man tit, at hvis argumenterne er svage, så hjælper det at hæve stemmen. Det fristes jeg ofte til at overføre til musik på den måde, at hvis talentet er svagt, kan man godt sommetider få den djævelske tanke, at musikerne tror det hjælper at hæve volumen. På samme måde er musikfestivaler heller ikke totalt ukendt land for mig - set i tilværelsens egen hyggelige bakspejl. Jeg var med til starten i Roskilde i begyndelsen af 70’erne. Jeg har lagt øre til musik i Ringe, Tønder og diverse småhyggelige steder rundt omkring i dette vand- og bøgefyldte land, og lige netop Skagen Festivalen er dog det sted jeg har vandret mest rundt. Vandret er faktisk det rigtige udtryk. I Skagen vandrer man fornøjeligt omkring i en æstetisk blanding af musik, vand, og sand, Man trisser rundt blandt mennesker på havn, på gren, og i stemningsfyldte smågader. Det er jo det mix – den særlige pendling - der altid gør Skagen Festival til noget solsærligt attraktivt. Stedet, hvor man samler et forråd af gode oplevelser, som kan hentes frem med et knips. Der var i 2005 konen var til Savage Rose - og så Thomas Koppel for sidste gang - jeg havde den aften valgt havsuset og Pakhuset Sammen nød vi til gengæld en glad koncert med Lis Sørensen, og den eventyrlige afslutnings-koncert med bl.a. Povl Dissing og Benny Andersen. Det er ren ”Memories” – som Elvis synger - til de dage, hvor kulden tager over og vinterdepressionen tar’ fat, lige der hvor sommeren føles længst væk. Jeg ønsker alle – også Ejner - en rigtig god festival, og så håber jeg, at næste år, der kommer Stink. Frode Muldkjær