Kvissel

I morgen får tenoren lov til at hvile

HJØRRING/LØNSTRUP:Han kan godt være lidt stædig og en hård banan. Men det kunne være, mandspersonen kniber en tåre i morgen tidlig, når sangkoret Arion fra Hjørring istemmer "I Østen stiger Solen op.." Manden med tåren, eller måske bliver det den berømte klump i halsen, er Niels Regnar Baand, igennem et par menneskealdre skatterevisor hos Amtsskatteinspektoratet i Hjørring, det nuværende Told & Skat. Den lille mand, med de hurtige skridt, bliver nemlig 90 i morgen. Og ved sådanne mærkedage er det kotyme, at mandskoret stiller op på rad og række. Det har Baand selv gjort utallige gange, for han har været medlem af koret siden 1950. Og han er stadig aktiv. I morgen får hans tenor lov til at hvile. Nu skal han nyde sangen, og dem, der bor tæt ved sommerhuset Bøtten i det højeste af sommerhuskolonien Harrerenden, må gerne lukke vinduet op, så de kan høre sangen, der præsenteres fra græsplænen uden for Bøtten. Mon ikke det er det eneste sommerhus i landet, der lyder det mærkelige navn. Men det har sin oprindelse i, at Baand i sine unge dage var mejerist. Han og konen Stinne holdt ferie i mejeristernes hus ved Ebeltoft, der lød navnet Smørbøtten. Da ægteparret nogle år senere skulle indvie sommerhuset ved Lønstrup, kom sønnen Jørgen med sin gave, Det var et skilt, hvorpå der stod Bøtten, for det skulle være husets navn. Forsinket Siden 1958 har Stinne og Niels Regnar Baand tilbragt sommeren i Harrerenden. Almindeligvis plejer de at rykke i sommerlandet i maj, men denne gang er de blevet lidt forsinket. Grunden er, at husherren for et par uger siden måtte en tur på sygehuset til et lille tjek. Han fik en reminder om, at han ikke er helt ung længer, men efter at han har fået noget bkodfortyndende medicin håber han på, at han kan holde besvimelsesanfaldene på afstand: - Jer er klar over, at når man runder de 90, så kan der nemt ske noget. Jeg fik også et par dask sidste år, så jeg måtte aflevere kørekortet. Men jeg er glad for at være nået så langt i et liv, hvor jeg har oplevet meget. Jeg har haft med mange mennesker at gøre, men det piner mig lidt, at det kniber lidt med huskeren. Heldigvis har jeg Stinne, siger den gesvindte Baand, der sender kærlige blikke til sin livs udkårne, som han mødte på en bro tilbage i 1937. Historien er den, at de begge var med nattoget, der gjorde holdt i Kvissel, hvor de begge arbejdede. Han som mejerist, hun som pige i huset hos købmanden. De kendte ikke hinanden, men alligevel tog den unge mand mod til sig og henvendte sig til pigen med ordene: - Hør frøken, er du ikke bange for at gå alene her i mørket! Hvortil pigen svarede: - Nej da, hvorfor skulle jeg være det! Nu, så mange år efter, siger Baand: - Da mødte jeg min skæbne. Dagen efter ville jeg se pigen i fuld dagslys, så jeg gik hen til købmanden for at se hende an. Jeg nåede også at få snakket med hende, og to dage efter inviterede jeg hende på fin middag på Ritz i Frederikshavn. Men i dag kan jeg ikke huske, hvad middagen bestod af. Men jeg kan huske, at hun var flot! Stinne Baand: - Han var da en pæn fyr. Da jeg kom hjem til min mor ytrede jeg noget om, at jeg vist havde fundet manden, jeg skulle have! Gift i 64 år Stinne og Niels Regnar Baand sidder et par meter fra hinanden i sommerhuset. Selv om de er et par ældre mennesker, fejler humøret ikke noget. Heller ikke talegaverne: - Jeg har tit sagt til ham, at han bare kunne have ladet være med at snakke til mig på broen, siger Stinne, der er tre år yngre end manden, som hun har været gift med i 64 år. Sammen har de fået tre børn. Den ældste er Gerda, der netop er holdt op som lærer i Mosbjerg. Og så er der tvillingedrengene Jørgen og Mogens, der bor i Vidstrup og Hjørring. Det er også her, ægteparret Baand bor. I begyndelsen af ægteskabet flyttede de ind i Rævefarmen Bejts Vænge, siden i hus på Æblevangen og for 20-25 år siden på Fritjof Nansensvej. Her glæder de sig over haven og gode naboer. Men Niels Regnar Baand har det ikke helt godt med, at bilen står i garagen. Men der er ikke noget at gøre. Lægen har sagt nej til mere kørsel, men det er dog ikke længer end to år siden, at Baand og hans kone dampede over broerne til København. Køreturen endte dog ikke helt inde i midten, for bilen blev sat et pænt stykke udenfor. Styr på tingene Akkuratesse har altid ligget til Baand. Det hørte med til mejeristfaget, men også som revisor inden for amtsskatteinspektoratet var det vigtigt, at man havde styr på tingene. Det var også væsentligt, at man kunne tale med folk, når de ikke havde efterlevet loven. Engang var han ude for, at han skulle have en alvorlig samtale med en person, der var meget brovtende og meget lidt samarbejdsvillig. Flere af dem, der var indkaldt til mødet, forduftede én efter én, fordi de kunne klare manden. Tilbage sad Baand og den formastelige. Baand forklarede ham stille og roligt sagens sammenhæng, og det endte med, at manden indvilligede i at skrive under på bøden, så sagen kunne sluttes: - Det nytter ikke at blive sur og gal. Jeg har altid respekteret andre folk, men ikke altid deres meninger. Skal jeg se tilbage, har jeg haft et fint liv. Den sølle knægt, der kom fra en landbofamilie nær Lønstrup, siger han på sin djærve facon.