I nærkontakt med fjorden

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Henrik Sperling og Søren Walder snakker om dagens vejr og oplevelser med kajakken. At ro i havkajak tiltrækker mange af begge køn, men flest i den modne alder. Foto: Kurt Bering

Morgenens stille sensommerregn viger for sol og en opfriskende vind, der får Limfjordens stille vand til at skulpe lidt uroligt i små, krappe bølger. Solens sejr over skyerne bliver hilst med tilfredshed blandt deltagerne på "Havkajakroernes" efterårsstævne på Egholm.

Når man ror havkajak er man i nærkontakt med naturen, og sol er alt andet lige bedre end regn.

Havkajakroerne er en landsdækkende forening, der hen over året har fire årlige stævner.

I år giver Egholm husly til det årlige efterårsstævne, der har samlet et halvt hundrede deltagere. De fleste over 50 år.

- Da vi havde sommerstævne ved Ærø, havde vi en spørgeskema-undersøgelse omkring deltagernes alder, og her var gennemsnitsalderen 58 år, fortæller Henrik Sperling, der er bestyrelsesmedlem i Havkajakroerne.

Selv om alle kan være med til at ro havkajak, er der tale om en senior-sport.

Unge konkurrence-roere vælger mere traditionelle, hurtiggående kajakker, hvor man kappes efter de gode tider. I havkajak kappes man efter de gode oplevelser.

- Vores medlemmer vægter frilufts- og naturoplevelsen meget højt. De fleste har været vandrere eller orienteringsløbere, før de gik i gang med havkajakken, fortæller Henrik Sperling.

Når man ror i havkajak hele dagen og overnatter på stranden, føler man et tæt nærvær med naturen.

Det tiltrækker mange. Antallet af havkajakrorene er stadig stigende, omend væksten ikke er så stor som før.

- Der er mange foreninger landet over, så det er svært at sige, hvor mange, som ror i havkajak, men i vores forening, er vi 1500 medlemmer, siger Henrik Sperling.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.