Nu er jeg jo ingen taler ...
Det er som bekendt søndag i dag, men ikke en hvilken som helst én af slagsen. Landet over fejres konfirmation, og vi er ingen undtagelse: Den næstældste skal konfirmeres, og den slags glædelige og højstemte begivenheder giver jo anledning til en del snak, bogstaveligt talt: Dagen markerer åbningen på det, man kunne kalde tale-sæsonen: Konfirmationen er formentlig adskillige fædre og mødres, brødre og søstres, onkler og tanters, kammeraters for slet ikke at tale om bedsteforældres første – og for mange også eneste – forsøg udi talekunsten. Og intet giver så mange søvnløse nætter. Af én eller anden grund er dette at tale, mens en forsamling (forhåbentlig) lytter, noget af det mest angst-fremkaldende. Alligevel føler rigtigt mange – og stadig flere - behov for at udtrykke sig. Desværre. ”Nu er jeg jo ikke nogen taler….”, er jo klassikeren - sindbilledet på den kiksede onkel, der føler sig tilskyndet, men afmonterer sig selv effektivt ved at lægge ud med en undskyldning. Og hvor har man dog tit tænkt: Vor har du ret! Så sæt dig ned igen og lad være med at spilde vores tid med dine i bedste fald ligegyldige vittigheder og godtkøbsbetragtninger! Men hvor den bøvede Alfa-han førhen var undtagelsen, hvis verbale selvmål kaldte på almindelig medlidenhed og opbyggelig klarhed i den kollektive forståelse af, hvad der duer og ikke duer – ja, så synes respekten for talen – og taletiden – i 2006 at være kraftigt dalende. I en tid, hvor kravet om opmærksomhed for længst er ophøjet til en ukrænkelig menneskeret, men hvor det omvendt er sværere end nogensinde at få opmærksomhed, fordi der er så utrolig megen støj både i det private og offentlige rum – ja, der er det gået op for en del mennesker, at talen kan (mis)bruges. Talen er jo et frirum, et tidspunkt, hvor andre for én gangs skyld er tvunget til at sidde stille, tie stille og lytte efter. Og det skal åbenbart udnyttes. Tendensen er overalt: Til familiefester, til firma-arrangementer, til generalforsamlinger, til børnefødselsdage…. alle steder er folk, der åbenlyst ikke er opdraget til, at man bør have noget på hjerte, og at man skal forberede sig grundigt, før man stjæler andres tid og opmærksomhed, parat til at slå på glasset, og på den måde markerer med det ildevarslende kliiing, at tyndstegen igen skal være iskold, før man må spise den. Konfirmationen er blevet et højdepunkt (eller lavpunkt, om man vil) for den ulidelige talestrøm, som har ramt samfundet og familierne. Som toastmaster – og den opgave synes at være selvskrevet til en TV-vært - ved man, at der venter endnu en monster-opgave. 17 talere på listen inden desserten, flere vil formentlig senest have hilst på konfirmanden, da hun var otte… De sidste par år har givet en ny bølge af selvoptagede tidrøvere: De unge. Hvor konformationsmiddagen tidligere kunne være en kedsommelig forestilling for konfirmanden, fordi hun var den eneste under 40 – ja, så har de unge i vore dage rimeligt nok fået lov til at invitere de nærmeste venner med. Bagsiden ved den medalje er så, at chat-generationen er fuldstændig overbevist om deres egne verbale kvaliteter – og frem for alt ikke lider af falsk beskedenhed og manglende lyst til at erobre det indbydende rum, som en festmiddag jo er: Den perfekte lejlighed til at demonstrere, hvor god en ven man gerne vil være, og hvor lækkert man lyder – og går klædt… Ingen voksne har dog lyst til at være formelle party-killere, så der klappes begejstret over de unges vovemod og modenhed... Derfor en lille opfordring på dagen, hvor mange har sovet for lidt, mens de natten før lå og tænkte på, hvad de monstro skulle fylde det tomme rum ud med under dagens konfirmation: Tænk igen: Er der et budskab? Har jeg noget (oprigtigt) på hjerte? Noget, jeg ikke kunne sige på tomandshånd..? Ellers er det ingen skam at spare på ordene. Det skal nok blive en rigtig god dag alligevel..!
