Nu er jeg jo in­gen ta­ler ...

Det er som be­kendt søn­dag i dag, men ik­ke en hvil­ken som helst én af slag­sen. Lan­det over fej­res kon­fir­ma­tion, og vi er in­gen und­ta­gel­se: Den næst­æld­ste skal kon­fir­me­res, og den slags glæ­de­li­ge og høj­stem­te be­gi­ven­he­der gi­ver jo an­led­ning til en del snak, bog­sta­ve­ligt talt: Da­gen mar­ke­rer åb­nin­gen på det, man kun­ne kal­de ta­le-sæ­so­nen: Kon­fir­ma­tio­nen er for­ment­lig ad­skil­li­ge fæd­re og mød­res, brød­re og søst­res, onk­ler og tan­ters, kam­me­ra­ters for slet ik­ke at ta­le om bed­ste­for­æl­dres før­ste – og for man­ge og­så ene­ste – for­søg udi ta­le­kuns­ten. Og in­tet gi­ver så man­ge søvn­lø­se næt­ter. Af én el­ler an­den grund er det­te at ta­le, mens en for­sam­ling (for­hå­bent­lig) lyt­ter, no­get af det mest angst-fremkaldende. Al­li­ge­vel fø­ler rig­tigt man­ge – og sta­dig fle­re - be­hov for at ud­tryk­ke sig. Des­vær­re. ”Nu er jeg jo ik­ke no­gen ta­ler….”, er jo klas­si­ke­ren - sind­bil­le­det på den kik­se­de on­kel, der fø­ler sig til­skyn­det, men af­mon­te­rer sig selv ef­fek­tivt ved at læg­ge ud med en und­skyld­ning. Og hvor har man dog tit tænkt: Vor har du ret! Så sæt dig ned igen og lad være med at spil­de vo­res tid med di­ne i bed­ste fald li­ge­gyl­di­ge vit­tig­he­der og godtkøbsbetragtninger! Men hvor den bø­ve­de Al­fa-han før­hen var und­ta­gel­sen, hvis ver­ba­le selv­mål kald­te på al­min­de­lig med­li­den­hed og op­byg­ge­lig klar­hed i den kol­lek­ti­ve for­stå­el­se af, hvad der du­er og ik­ke du­er – ja, så sy­nes re­spek­ten for ta­len – og ta­le­ti­den – i 2006 at være kraf­tigt da­len­de. I en tid, hvor kra­vet om op­mærk­som­hed for længst er op­hø­jet til en ukræn­ke­lig men­ne­ske­ret, men hvor det om­vendt er svæ­re­re end no­gen­sin­de at få op­mærk­som­hed, for­di der er så utro­lig me­gen støj både i det pri­va­te og of­fent­li­ge rum – ja, der er det gå­et op for en del men­ne­sker, at ta­len kan (mis)bru­ges. Ta­len er jo et fri­rum, et tids­punkt, hvor an­dre for én gangs skyld er tvun­get til at sid­de stil­le, tie stil­le og lyt­te ef­ter. Og det skal åben­bart ud­nyt­tes. Ten­den­sen er over­alt: Til fa­mi­lie­fes­ter, til fir­ma-ar­ran­ge­men­ter, til ge­ne­ral­for­sam­lin­ger, til bør­ne­fød­sels­da­ge…. alle ste­der er folk, der åben­lyst ik­ke er op­dra­get til, at man bør ha­ve no­get på hjer­te, og at man skal for­be­re­de sig grun­digt, før man stjæ­ler an­dres tid og op­mærk­som­hed, pa­rat til at slå på glas­set, og på den måde mar­ke­rer med det il­de­var­slen­de kliiing, at tynd­ste­gen igen skal være is­kold, før man må spi­se den. Kon­fir­ma­tio­nen er ble­vet et høj­de­punkt (el­ler lav­punkt, om man vil) for den uli­de­li­ge ta­le­strøm, som har ramt sam­fun­det og fa­mi­li­er­ne. Som toast­mas­ter – og den op­ga­ve sy­nes at være selv­skre­vet til en TV-vært - ved man, at der ven­ter end­nu en mons­ter-op­ga­ve. 17 ta­le­re på lis­ten in­den des­ser­ten, fle­re vil for­ment­lig se­nest ha­ve hilst på kon­fir­man­den, da hun var ot­te… De sid­ste par år har gi­vet en ny bøl­ge af selv­op­ta­ge­de tidrøvere: De un­ge. Hvor konformationsmiddagen tid­li­ge­re kun­ne være en ked­som­me­lig fore­stil­ling for kon­fir­man­den, for­di hun var den ene­ste un­der 40 – ja, så har de un­ge i vo­re dage ri­me­ligt nok få­et lov til at in­vi­te­re de nær­mes­te ven­ner med. Bag­si­den ved den me­dal­je er så, at chat-ge­ne­ra­tio­nen er fuld­stæn­dig over­be­vist om de­res eg­ne ver­ba­le kva­li­te­ter – og frem for alt ik­ke li­der af falsk be­ske­den­hed og mang­len­de lyst til at erob­re det ind­by­den­de rum, som en fest­mid­dag jo er: Den per­fek­te lej­lig­hed til at de­mon­stre­re, hvor god en ven man ger­ne vil være, og hvor læk­kert man ly­der – og går klædt… In­gen voks­ne har dog lyst til at være for­mel­le par­ty-kil­le­re, så der klap­pes be­gejst­ret over de un­ges vo­ve­mod og mod­en­hed... Der­for en lil­le op­ford­ring på da­gen, hvor man­ge har so­vet for lidt, mens de nat­ten før lå og tænk­te på, hvad de mons­tro skul­le fyl­de det tom­me rum ud med un­der da­gens kon­fir­ma­tion: Tænk igen: Er der et bud­skab? Har jeg no­get (op­rig­tigt) på hjer­te? No­get, jeg ik­ke kun­ne si­ge på to­mands­hånd..? El­lers er det in­gen skam at spa­re på or­de­ne. Det skal nok bli­ve en rig­tig god dag al­li­ge­vel..!