I østen stiger et netværk måske op

Der bliver i øjeblikket gjort et forsøg på at samle den østlige del af Hjørring Kommune i en form for netværk, som skal være med til at skabe mere udvikling i området.

Bindslev 1. oktober 2008 22:17

Initativet er et udspring af den proces, som et borgermøde i Sindalhallen satte i gang før sommerferien, og hvor der blev nedsat en arbejdsgruppe til at arbejde videre med forskellige ideer til projekter i Sindal-området. - Vi har fundet ud af, at det ikke bare drejer sig om at få skabt mere udvikling i Sindal by, men hele den østlige del af kommunen fra Tversted, Bindslev til Tårs-området, siger Per Østergaard, medlem af arbejdsgruppen og formand for Sindal Udviklingscenter. - Det er blevet nødvendigt at skabe netværk for bedre at blive hørt, fortsætter han. På borgermødet var der ellers enstemmig tilslutning til, at der blandt andet skulle arbejdes med et konkret porjekt i forhold til Hjørring Kommune, men den strategi er efterfølgende altså blevet lavet om. - Forsøget på at få et netværk i den østlige del af kommunen skal ikke ses som et forsøg på at skabe opbakning til et projekt i Sindal by, men som noget, hvor vi hjælper hinanden på tværs af gamle kommunegrænser, understreger han. Per Østergaard oplyser at der i slutningen af august blev holdt et møde med mulige samarbejdspartnere, men at der endnu ikke er kommet tilbagemeldinger efter at de tog hjem for at lodde stemningen i de lokale landsbyer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...