I Peer Gynts fodspor

Halvorsmindes elever har haft teateruge med forestilling i aftes og nu i eftermiddag

Eleverne på Halvorsminde Ungdomsskole opfører i dag "Peer Gynt". Foto: Bent Bach

Eleverne på Halvorsminde Ungdomsskole opfører i dag "Peer Gynt". Foto: Bent Bach

HJØRRING:Eleverne på Halvorsminde Ungdomsskole har i den sidste uge arbejdet på en hel anden måde end normalt. Ugen har stået i teatrets tegn, og det er ikke et hvilket som helst skoleforestilling, men et ægte Ibsen-stykke, der på en uge er fremtryllet. - Det er Peer Gynt, vi opfører, forklarer Morten Romme. Han fører sammen med Emil Yde an på en presserundtur på Halvorsminde. De to har sammen med 15 andre elever valgt at være i en mediegruppe, som i ugens løb har lagt fortællinger og fotos ud på en blog, og de har undervejs produceret en film om ugens strabadser, som forældre og andre interesserede her i eftermiddag kan se umiddelbart forud for forestillingen i hallen. - Det er vores dramalærer Kirsten Sand, der har valgt stykket. Det er også hende, der skrevet det om og forkortet det ned til en time, siger Emil Yde. Det fremgår snart af pressegruppen, at Kirsten Sand er en hel central figur i teaterugen. - Ja. Vi må sige, at hun er førstedamen hele den her uge. Hun har holdt alle folk beskæftiget. Alle sidder klar til at gøre det, hun bestemmer, smiler Morten Romme. I systuen er det da også Kirsten Sands indre billeder, eleverne sammen med håndarbejdslærerne har forsøgt at få ud, når de har syet kostumer til skuespillerne. Før de kunne komme på scenen har et stort hold scenearbejdere knoklet i dagevis for at trylle idrætshallen om til Peer Gynts univers. Hovedrollen som Peer Gynt spilles af tre drenge, nemlig Magnus Løgstrup Jensen, Mathias Hvidkær Jørgensen og Jakob Skibsted Kristensen. - Jeg har skrevet Peer Gynt om, så det er blevet sådan lidt surrealistisk om det at være sig selv og være sig selv nok, forklarer Kirsten Sand hurtigt ind mellem alle gøremålene. Ind mellem skuespilleriet er der indlagt musik. Ti sange har et lille band med kor indøvet sammen med musiklæreren Martin Øbo. De fleste sange er lånt fra ander, men slutsangen er skrevet af en anden lærer, nemlig Carsten Vitttrup. Sidste forestilling på Halvorsmindes udgave af Peer Gynt er i eftermiddag klokken 15.30. Vil man se mediegruppens indtryk af teaterugen kan det ses på bloggen: 1700online.blogspot.com