I rockterapi med Hart

Musik 21. september 2004 06:00

KONCERT Beth Hart Heks, prinsesse eller blot en lille uskyldig pige, som skæbnen har været ond ved. Det nye rockikon, sangerinden Beth Hart, inkarnerer alle tre figurer, når hun indtager en scene og tager fat på en rockmusikalsk renselsesterapi, hvor vi sammen med hende går bodsgang og kommer ud på den anden side genfødte og opløftede. Jungletrommerygtet var løbet i forvejen, så det var et totalt udsolgt Skråen i Aalborg, som stod klar til at tage mod den 32-årige amerikanske sangerinde, da hun pantersmidigt smøg sig ned bag sit keyboard og solo indledte med en sang til mor. En sang, om at ville være sig selv. Om at måtte gøre oprør, selv om det smerter at gøre mor ondt. Så var aftenens bærende tema straks slået an. Om at ville være sin egen på trods af omkostningerne. Og for enhver pris. Harts stemme er stor, nærmest skræmmende i sit udtryk, der spænder fra den banale lillepigehvisken til det skrigende, råbende og totalt henførte. Hendes flotte vibrato kombineret med hendes maniske sceneoptræden, leder umiddelbart tanken hen på bluessangerinden Janis Joplin, men Hart vil meget mere og kan meget mere end blot bære blues'en frækt. Hendes optræden og sange er ét hele, og de selvbiografiske sange er rå og vildt følsomme i et og samme hug og handler alle om at være et menneske, som livet har været hårdt ved, men som nu alligevel er kommer ud på den anden side. Selv var Hart i en årrække på antidepresssiver, og dette kombineret med et massivt misbrug af stoffer og alkohol sendte hende direkte på den lukkede på sindsygehospitalet, hvor de fleste af aftenens sange blev skrevet ved det opretstående klaver, som afdelingen havde stående. Bag hende denne aften er den faste trio, Jon Nichols, guitar, Tom Lilly, bas, og Bernie Pershey, trommer, som indlevende lægger en rå, tung rocklyd, der trækker trådene helt op fra Led Zeppelin til vore dages Manic Street Preachers. Eller skaber en følsom blues og soulpåvirket bund, når det er det, som skal til. Hatten af for Nichols akustiske guitarakkompagnement. Selv er Hart i konstant bevægelse rundt på scenen, hårmanken bliver manisk kastet frem og tilbage, mikrofonstativet voldtaget eller brugt til at spille luftguitar på, når hun ikke vælger at ligge i orgastiske kramper foran trommesættet. Eller i blues og soulballaden "Am I The One" simpelthen sætter sig ned på dansegulvet blandt medsøstrene for at synge sin smerte og stolthed ud. Publikum reagerede i begyndelsen tøvende, nærmest skræmte, siden henført begejstret over denne totale hengivelse og henrevethed. Det er sjældent, at vi på dansk grund oplever så meget format og nærvær så tæt på. Glem alt om den danske hyggerock og klynkepop. Hart er urkraft, en rockens femme fatale, der som ypperstpræstinden hver dag ofrer sit skålpund selvoplevet smerte for at få fred i sindet. Numre, som den henførte pianobaserede "Leave the Light On", den råthuggede og smertelige alkoholshymne "Bottle of Jesus", den sensuelle og seksuelle hengivelse i "Lay Your Hands on Me" eller den stejle og trodsige rårocker "Broken and Ugly", glemmer ingen, der var tilstede denne aften. Undervejs får publikum små selvbiografiske stumper af Harts liv – hvordan den og den "motherfucker " inspirede til netop denne sang og hvor hun havde lyst til at sparke den lille rødhårede "bitch", som stjal hendes boyfriend, til døde. Men i stedet skrev balladen "L. A. Song". Fra blidt til råt og omvendt, men hele tiden meget, meget Hart. Rocken har fået en ny ypperstpræstinde. Gid Gud sender en skytsengel herned til at beskytte hende. Mod sig selv, mod os og mod de dæmoner, som lurer dér bagved hende hele tiden. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Beth Hart m. band, Skråen, Aalborg, søndag aften.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...