Bagdad

I røg og damp for Danmark

At komme til Bagdad i juli 2003 er ambassadør Torben Gettermanns værste sommerjob til dato

Ambassadør Torben Gettermann prøvede som dreng kræfter med jordbærplukningen i sommerferien. Men siden skulle han komme på langt mere udmattende opgaver. - I dag er det andre græsgange end jordbærrækkerne, og her er mere ørken end græs, fortæller Torben Gettermann på en knasende telefonlinje fra den irakiske hovedstad. Ambassadørens værste sommerjob var afgjort, da han i juli 2003 ankom til Bagdad. - Jeg sad inde på Saddams gamle palads i 45 graders varme og med 55 graders varme udenfor. Når man skulle tale i telefon, skulle det foregå udenfor, fordi der kun var satellit-telefoner. Det var meget svært at finde skygge, og det var næsten en befrielse at komme ind på kontroret bagefter, hvor der kun var 45 grader, husker Torben Gettermann. Var der andre slemme ting ved jobbet? - Ja, der var jo også lidt underholdning engang imellem i form af skyderier og mortergranater, fortæller han. Sommerjobbet i Bagdad kom til at vare to år. I juli siger Torben Gettermann nemlig farvel til Irak. Hvad bliver dit næste sommerjob? - Mit næste sommerjob? Det bliver at slappe af, siger ambassadøren, der til efteråret overtager tjansen som generalkonsul i New York.