Trafikforhold

I røg og damp på vejen

Fem mænd og en række maskiner reparerer asfalt i hele Danmark

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bjarne Kristensen er sjakkets formand. Han bor på Fyn, har kone og to børn, og for ham er jobbet en livsstil.

ELLING:Her på landevejen mellem Skagen og Frederikshavn er der masser af tid til at tænke, og denne gang kredsede tankerne om, at der er visse erhverv, vi har et specielt forhold til. Da jeg var barn, boede jeg tæt ved en bedemand, og ham var jeg stor fan af. Hans stemme kunne man høre over halvdelen af Hjørring, og jeg blev aldrig helt sikker på, om der virkelig lå et lig i den hvide kiste inde i rustvognen, mens bedemanden sad i køkkenet og spiste frokost. Det var noget pirrende over scenen, det var lidt mystisk med den bedemand, og i denne artikel bliver jeg på samme måde forført af den helt specielle stemning, et arbejde kan være omgivet af. Pludselig holder jeg stille i en lang bilkø. Jeg stikker hovedet ud gennem ruden, og langt fremme kan jeg se, at der er ildebrand. En vældig røg stiger i hvert fald op mod den leverpostejfarvede sommerhimmel, og stille og roligt begynder trafikken at glide igen. Røgen viser dig at være kraftige dampe fra et asfaltarbejde, og mens jeg hoster og harker inde i bilen, registrerer jeg, at ingen af de folk, der går derinde i dampen, bærer masker. Faktisk ligner det en scene fra en gammel sort/hvid science-fiktionsfilm, hvor rumheltene er ved at undersøge overfladen på den ukendte planet, og en savledryppende alien kan dukke frem hvert øjeblik, det skal være. Men det er ikke rumhelte, her er tale om en anden slags mænd, om landevejens cowboys, der arbejder mindst 14 timer om dagen, er langt hjemmefra, og som jævnligt risikerer at blive fræset ned af sindssyge bilister med stress i blodet. Som ved barndommens bedemand var jeg igen tæt på et fag, der er omgivet af en vis mystik – et fag, hvor mænd og maskiner smelter sammen i en nødvendig cocktail. Skal gå hurtigt Sjakket består af fem personer, og det står hurtigt klart, at der på denne strækning skal arbejdes hurtigt. – På grund af nogle uheld med maskinerne, kom vi i gang en måned for sent. Men jeg håber, vi når at blive færdige til, at skoleferien begynder. Vi ved jo godt, hvor meget trafik her er som sommeren, siger en skævt smilende Bjarne Kristensen, der er sjakkets formand. Inreco A/S udfører jobbet for Vejdirektoratet, og Bjarne er jævnligt i kontakt med virksomheden, der er hjemmehørende i Fredericia. Og da der på det seneste har været rimelig mange regnvejrsdage, er projektet blevet forsinket yderligere. Belægningen mellem Skagen og Frederikshavn skal renoveres, og lige nu arbejder sjakket på 3. uge. Arbejdsdagen er i gennemsnit 14 timer pr. dag, i fem dage på stribe, men hver anden uge arbejdes der kun fire dage. Først overnattede asfaltarbejderne på Aalbæk Gl. Kro, men da jobbet nu foregår længere mod syd, er teltpælene rykket videre til Sømandshjemmet i Frederikshavn. Dampene fra den varme asfalt river lidt i lungerne, men for ikke at virke som et pattebarn på glatis, forsøger jeg at kvæle et host i opløbet. Planlægning ok Bjarne Kristensen bor på Fyn, og han har kone og to børn. Han har været i asfaltbranchen siden 1992, og arbejdet foregår overalt i Danmark. – Børnene har vi fået, efter jeg er begyndt med at rejse rundt. Så planlægningen er god nok, og mit job er noget min kone og jeg har talt om, og vi er selvfølgelig helt enige om det, siger Bjarne Kristensen, mens han hurtigt "glatter" lidt asfalt ud, så kanten bliver lige. Han kunne ikke tænke sig et andet job, og så skal man heller ikke underkende, at der er mulighed for at tjene rigtig gode penge. Ifølge Bjarne Kristensen er Inreco A/S det eneste firma i Danmark, der har en såkaldt Remixer. En Remixer er på samme tid en kæmpe kolos og et teknisk vidunder, og maskinen arbejder tæt sammen med to andre maskiner – en Heater og en Vejtromle. Foran kører Heateren og varmer asfalten op med en række gasbrændere, og lige bagved kører Remixeren, og skræller (ned i cirka fire centimeters dybde) asfalten af. Det gamle asfalt bliver genbrugt, og samtidig blandes nyt i. Bagerst kører tromlen og sørger for at lave en plan belægning, og den måde at renovere veje på, er ifølge Bjarne Kristensen optimal. Meget logisk Betegnelserne for de forskellige funktioner i sjakket virker meget logiske, og hvorfor gør tingene sværere, end de er? Derfor hedder det selvfølgelig en tromlefører, en heaterfører og en remixerfører. Dampen vælter stadig op fra vejen, mens bilerne kører forbi, men Bjarne har ikke kendskab til, at det jobbet skulle være specielt usundt. – Meget af dampen skyldes jo, at vejen i øjeblikket er fugtig. Der er overvejende tale om hvid damp. Men hvis den begynder at være sort, har vi maskerne med. Sort damp er dog ikke den eneste fare ved jobbet. Bilisterne kan nemlig sagtens finde på at køre alt for hurtigt forbi asfaltarbejderne, der af og til må springe for livet. På strækningen mellem Frederikshavn og Skagen har det ikke været så galt, for her er trafikken forholdsvis tæt. Det er værre, når der er længere mellem bilerne, for så er der ingen grund til at tage farten af! Med et smil forklarer Bjarne Kristensen, at hvis en bilist opfører sig rigtig "røvet", så kyler han en blød handske efter bilen, og selv om dette ritual jo ikke ændrer en snus ved noget som helst, så er det alligevel vigtigt at få luft og tilkendegive sin mening. Bjarne Kristensen og de andre fra sjakket kan godt finde på at nyde en øl efter aftensmaden, men det bliver aldrig sent, for næste dag skal der sparkes gang i Tromlen, Remixeren og Heateren, og så køres der igen mod nye og fjerne horisonter.