Aars

I røg og motorlarm

Det er drengene, der dominerer i traktortræk

AARS:Musikken, der bliver afbrudt af stævne- speakeren kan høres på lang afstand bag messecentret. Den har dog svært ved at overdøve brølet fra motorerne når deltagerne forsøger at trække den tunge slæde helt til enden af den 100 meter lange bane. Når det lykkes kaldes det full pull. Hver deltager får to forsøg med slæden, der er sådan indrettet, at vægten øges fra 12,5 ton til 22,5 ton efterhånden som trækkeren kører hen ad banen. Det sker ved at en ballast bliver skudt frem på slæden. De, der når full pull går videre til finalen i deres klasse - pull off, hvor ballasten på slæden bliver øget. Men det handler ikke udelukkende om hestekræfter. - Der handler også om teknik. Somme tider kan det være en fordel at køre ude i den en side af banen, men samtidig risikerer man at komme udenfor, fortæller formanden for traktortrækudvalget, Frank Larsen. Han stiller selv op i standardklasse fem, de store traktorer fra 7500 til 12.000 kilo, og han har brugt det halve af natten til at trimme sin traktor. Vægten er øget med 3 ton op til maksimumgrænsen, blandt andet ved at hælde vand i hjulene.