Så Leth går det ikke

ARJJJ, hvor ville det være rart at skulle have skrevet "Ugen der gik" i sidste uge. For tænk hvad der så kunne have stået hér af aldeles ufortyndede spydigheder om Henriette Kjær og Louise Frevert og Jørgen Leth og en delvis solformørkelse. I én og samme sætning! NÅ, HELDIGVIS (i det mindste for den, der efter fattig evne skal samle stumperne efter uge 41) har den uforfalskede danske forargelse fået lov til at rulle videre i sagen om film- og cykelkunstneren Jørgen Leth, der glad og gerne - og udtrykt i meget kunstfærdige vendinger - fordriver tiden med at boltre sig med teenagepiger hjemme på Haiti. At forargelsen over "en gammel gris" og "gammeldags herremands-mentalitet" er stor har på ingen måde påvirket salget af den erindringsbog, hvor den lystne erkendelse er fremme, "Det uperfekte menneske", der skal have passeret de første 8500 solgte eksemplarer. Så i efterårsferien - der ellers var lagt an som den bedste sendetid for sjette og næstsidste del af historien om Harry Potter på dansk - ser det nu ud til, at Leth bliver en alvorlig salgskonkurrent (i hvert fald hos de voksne bogkøbere). En mindre blufærdig sjæl ville nok have ladet en bemærkning falde om, at det ligner en kamp mellem Potter og patter. Men lad nu dét ligge! For er der noget mere ynkeligt end en mand - uanset hvor stor en kunstner han end måtte være - der åbenlyst har besvær med at tumle kvinder på sin egen alder og derfor må gribe ud efter 50 år yngre kød som led i et gustent økonomisk afhængighedsforhold? Det skulle da lige være en mand, der har de samme problemer i forhold til jævnaldrende mænd. Og heldigvis for det stærkt forhenværende folketingsmedlem Flemming Oppfeldt kom forargelsen over Leths sex-eskapader i slummen på Haiti til at skygge for en diskussion om det rimelige i at nøjes med at give Oppfeldt fire måneders betinget fængsel for omgang med en 15-årig dreng, der ved nærmere eftersyn viser sig at være 13 år. Helt ærligt, hvis man har problemer med at finde ud af, om vedkommende er 13 eller 15 år - så er man altså nødt til at søge op i en væsentligt ældre og mere moden målgruppe. Og så for lige et kort øjeblik at vende tilbage til sagen om Jørgen Leth: Sidste søndag kunne Ekstra Bladet på forsiden nærmest glædestrålende oplyse, at "Leth har haft flere sexslaver", ledsaget af et grumset paparazzibillede af en måske-Leth og en måske-sexslave. Som læser er éns første tanke, at hvis Leth ikke allerede har sexslaver, kan han sikkert snildt finde sig et par stykker på de allerbageste sider i samme avis. Oh, hellige dobbeltmoral...! OG DERMED er vi nået til afdelingen for ufrivillig morskab. Her plejer ugebladet Se og Hør at være sikker vinder. Også i sidste uge, da det på forsiden - i forbindelse med endnu en artikel om kronprinsesse Marys graviditet - hed: "Vandet går snart". Ja... og? (Forslag til overskrift i næste uge: "Det er snart jul".) Indtil da tager Se og Hør også prisen i denne uge. For er der noget mere dansk end at træde på folk, der allerede ligger i dyndet (eller selv har lagt sig der): "Skandale-politikeren Louise Frevert: Hun var porno-model". Chok, chok, chok. Altså for alle andre end dem, der godt lige akkurat kan huske noget med nogen stjernetegns- og/eller sengekants-film tilbage i de frivole 70'erne med Ole Søltoft som førsteelsker og lange bakkenbarter som højeste mode. Det er smult vande, når der skal graves 30-35 år gamle filmstrimler frem for at rode op i dyndet. Og apropos dynd, så er det det, der lige for tiden - og da ikke mindst i en kommunal valgkamp! - bliver kastet mest med i den sejlivede føljeton "Dramaet om Musikkens Hus i Aalborg". Af eller anden grund falder det altid i denne "Ugen der gik"-skribents lod at skrive, at nu er projektet igen både blevet dyrere og ramt af nedskæringer. Senest er projektet oppe at ringe på 600 millioner kroner (mod de budgetterede 460 millioner) - men så bliver der nok heller ikke plads til den oprindeligt projekterede multisal, som i stedet skal indopereres hos naboen, Nordkraft. Men den slags dybt seriøse overvejelser er det let at forudsige, at Musikkens Hus kommer til at koste 800 millioner. For en hul skal med rå vægge og et par hundrede løse stole. Eller måske en milliard kroner. Men så ryger stolene altså også... God søndag!