I samme båd

Nye elever i 10. klasse på Realen rystes sammen i vikingeskibe

Thomas Nielsen
Når vinden griber fat i sejlet, kan årene endelig slippes - og eleverne kan få en snak med deres nye klassekammerater.
Skolevæsen 25. august 2007 06:00

HJØRRING/ROSKILDE: Hvad synes de andre mon om mig, hvad er det nu, hun hedder - og gad vide, om han er en flink fyr. Spørgsmålene kan være mange, når man begynder i 10. klasse på Hjørring Private Realskole, og derfor har lærerteamet på klassetrinnet netop for tredje gang sørget for, at eleverne bliver rystet sammen i bogstaveligste forstand. Af hensyn til sammenholdet i klassen har de ved skolestart roet i vikingeskibe med kammeraterne via Vikingeskibsmuseet i Roskilde. En tur der også byder på overnatning i tipier, som eleverne selv stiller op. Det er ikke blot noget, der giver vabler, men også sammenhold og venskaber. - Halvdelen af de 50 elever i de to 10. klasser er nye og skal kun gå her i et år. Derfor er det vigtigt at få dem rystet sammen, så de klar til at ta’ fra fagligt bagefter, da de fleste af eleverne skal have en gymnasial uddannelse, siger Jette Nørgaard, der er klasselærer for 10. a. Erfaringerne er, at eleverne hurtigt kommer til at lære hinanden at kende på en mere indgående måde på turen, hvor der skal samarbejdes om meget, og dermed dæmmer man op for klikedannelse i de nye klasser, hvilket er med til at give ro til fordybelse, når dagligdagen efterfølgende indfinder sig. En af de elever, der har været med på årets tur er Caroline Munk, 10. a. - Det har været en god måde at komme til at snakke med de andre på. Og man har set sider af folk, man ellers ikke ville have set på skolen, siger hun. - Jeg kendte kun et par stykker i forvejen, men jeg fik lynhurtigt nye venner, tilføjer Christine Vestergaard, 10. b. Man kan vel næppe tillade sig at sige, at lærerteamet på 10. klassetrin har Roskilde-syge, men de er vist helt syge for at komme tilbage næste år og gi’ deres elever en god start i 10..

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...