I sandkasse med midtbyen
Forårsmesse - Kommunen vil høre borgernes bud på, hvad der skal ske med Frederikshavn midtby

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:Engang var her jernbaneskinner, DSB’s lagerhaller, rangerterræn, og jernbanebomme, der stoppede al anden trafik, når togene skulle krydse Rimmensgade eller Danmarksgade, hvor Rådhus Allé løber i dag.
Charmerende måske, men håbløst upraktisk.
Sidst i 70’erne blev der så ryddet op. Jernbanesporet blev lagt øst for byen - og ødelagde det idylliske miljø omkring Fiskerklyngen. Til gengæld fik Frederikshavn Rådhusøen, et kæmpe areal lige midt i byens hjerte.
Men det er aldrig blevet lavet færdigt, og er aldrig blevet det sammenhængende midtbyområde, hvor frederikshavnere og byens gæster slår sig ned og nyder livet.
Forårsmessen i Arena Nord
Men nu skal det ske. Frederikshavn midtby skal møbleres på plads, så det bliver attraktivt at komme her. De enkelte områder skal hænge naturligt sammen. Midtbyen skal i sig selv være et trækplaster.
Og hvordan er det så lige, det skal se ud? Det får alle byens borgere og andre interesserede muligheden for at give deres bud på næste weekend. Ved forårsmessen i Arena Nord 7.-8. marts.
Her har kommunen en stand med en kæmpe sandkasse fyldt med klodser, og så er det tanken, at borgerne bygger deres bud på fremtidens midtby.
Langsigtet plan
- Vi har nedsat en arbejdsgruppe, som kigger på midtbyen, men først vil vi høre borgernes mening. Som udgangspunkt er vi åbne for alle idéer. Det er et område, der vækker mange følelser, og de beslutninger, vi træffer, rækker mange årtier frem i tiden, siger Anders Brandt Sørensen (S), formand for plan- og miljøudvalget, som selv vil være til stede på forårsmessen både lørdag og søndag.
- Vi efterlyser også forslag til midlertidige aktiviteter i midtbyen. Den store plan tager nogle år at gennemføre, men hvad skal der være i mellemtiden? Skal Cup No. 1 spille åbningskamp på Rådhusøen eller hvad? Vi er meget lydhøre, og det skal være ret tåbeligt, før vi siger nej, lover udvalgsformanden.
En del af midtbyområdet er Ørnevejens Skole, en af de smukkeste gamle bygninger i byen, som Anders Brandt Sørensen ser frem til at få aktiveret. Måske til byens nye fritidsklub HotSpot, men også til andre formål.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.