- I skaber tryghed hos borgerne
Tak for indsatsen, lød det fra borgmester Mogens Gade ved beredskabets nytårsparole på Bratskov.

I forbindelse med nytårsparolen fik alle fremmødte - brandfolk, frivillige, repræsentanter for Falck og politi og forvaltningen samt skorstensfejerne - et eksemplar af Årsberetning 2011 for Beredskab Jammerbugt. Foto: Martin Damgård
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der var tændt op i pejsen og der var dækket op på bordene, da Beredskab Jammerbugt holdt nytårsparole på Bratskov i Brovst. Det var andet år i træk, hele beredskabet var inviteret med til det hyggelige arrangement, og borgmester Mogens Gade (V) håbede, at det kan blive en tradition. - Vi er meget glade for vores beredskab. Tak for indsatsen til alle, lød det fra borgmesteren. - I er tryghedsskabende over for borgerne. Det er en god ting i en tid, hvor utryghed kan præge hverdagen, sagde Mogens Gade. Han oplyste, at der for kort tid siden er indgået en ny aftale om brandslukning med Falck. Og den gælder for ti år. - At aftalen løber i ti år, er et udtryk for tillid, sagde Mogens Gade. Beredskabschef Per Højriis Vedsted takkede også beredskabets folk for indsatsen. - I beredskabet kan vi ikke udrette noget uden engagerede medarbejdere, understregede han. Beredskabschefen oplyste, at der i 2011 var i alt 233 udrykninger. For første gang i lang tid var der en stigning i forhold til det foregående år. I 2010 var der 188 udrykninger, altså en stigning på 45 fra 2010 til 2011. - På bygningsbrande har vi haft en lidt voldsom stigning på 36 procent, men det er forhåbentlig en tilfældighed, sagde Per Højriis Vedsted og tilføjede, at der især i november og december var mange brande i bygninger. Derimod var der et pænt fald i skorstensbrandene fra 17 til kun 9. Beredskabschefen oplyste, at der har været foretaget 521 brandsyn. Der er givet tre forbud og 25 påbud, og det er bestemt ikke alarmerende. Tværtimod. Det er færre end tidligere, sagde Per Højriis Vedsted. Han overrakte blomster og en lille gave til Karin Rasmussen fra Beredskabsforbundet. Hun har været tilknyttet Beredskab Jammerbugt det meste af 2011 som en ekstra hjælp til frivilligenheden. Der var også blomster til Tonny Mikkelsen, som med Per Højriis Vedsteds ord er vendt tilbage. Tonny Mikkelsen har tidligere været frivillig og er nu efter en pause tilbage. Og til alle fremmødte var der skipperlabskovs.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.