Sterup

I skole i ferien

BRØNDERSLEV:Foreninger eller andre, der vil præsentere deres tilbud for børnene i sommerskolen skal melde sig nu. Igen i år vil børnene fra Brønderslev kommune få et tilbud om spændende oplevelser i skoleferien. I disse dage er kommunens foreninger i gang med at melde sig til med gode tilbud til børnene. Tilmeldingen sker til fritids- og kulturkoordinator Inger Aarup-Kristensen, som i år vil koordinere de mange tilbud. Foreløbig har der været henvendelser omkring billard, bowling, badminton, ridning, bordtennis, håndbold og linedance. Desuden vil børnene få mulighed for beskæftige sig med husflid, emnet Afrika eller de kan tage med på sørøverlejr. De unge kan også deltage i et spændende teaterophold i Sterup, arrangeret af teatergruppen Åsen. Hvis der er enkeltpersoner eller foreninger, som har lyst til at stå for et tilbud i sommerskolen, kan det stadig nås. Der vil blive udarbejdet et samlet katalog, som uddeles til børnene i skolen et par uger før ferien. - For foreningerne er det jo en god måde at præsentere deres tilbud for børnene, siger Inger Aarup-Kristensen. Samtidig får børnene en mulighed for at afprøve forskellige fritidsinteresser.