I skyggen af VM bomber Zlatan Ibrahimovic videre i USA

11 mål i 14 kampe er Zlatan Ibrahimovic oppe på i den amerikanske MLS-liga efter mål i ny Galaxy-sejr.

Zlatan Ibrahimovic bomber videre i den amerikanske liga. Foto: Kirby Lee/arkiv/Ritzau Scanpix

Zlatan Ibrahimovic bomber videre i den amerikanske liga. Foto: Kirby Lee/arkiv/Ritzau Scanpix

Efter at det svenske fodboldlandshold lørdag blev sendt ud af VM i Rusland med et 0-2-nederlag til England i kvartfinalen, sørgede svenskernes tidligere landsholdsanfører Zlatan Ibrahimovic for selv at komme i overskrifterne.

Veteranangriberen scorede et enkelt mål på straffespark, da han og Los Angeles Galaxy på hjemmebane vandt 4-0 over Colombus Crew i den amerikanske MLS-liga.

Dermed fortsætter den svenske angrebsstjerne med at bombe videre i USA. Efter at have skiftet Manchester United ud med LA Galaxy har Ibrahimovic scoret 11 mål i 14 kampe.

Ibrahimovic stoppede sin landsholdskarriere for Sverige efter EM-slutrunden i 2016.

Men efter at Sverige kvalificerede sig til VM, fyldte det meget i både svenske og internationale medier, om han skulle gøre landsholdscomeback. Det endte med, at den svenske VM-trup blev uden Ibrahimovic.

Under VM har Ibrahimovic været i Rusland i forbindelse med diverse sponsorjob.

På de sociale medier har han udtrykt stor støtte til og beundring for sine tidligere holdkammerater på landsholdet.

Det var også tilfældet, efter at Sverige havde tabt til England.

Ibrahimovic lagde et billede af landsholdet op på Twitter og skrev blandt andet om sine tidligere kolleger:

- Hvad de gjorde, vil blive husket for evigt. Tak for showet.

Før VM blev Janne Andersson, Sveriges landstræner, træt af snakken om Ibrahimovic og et muligt comeback.

Efter Sveriges VM-exit er diskussionen vendt tilbage.

Angriberne Ola Toivonen og Marcus Berg arbejdede hårdt i front for svenskerne under VM. Men duoen var generelt uskarp foran mål. Især Berg misbrugte en række chancer i kampen mod England.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.