Spovefløjt og jagtsnak på stranden

En stor flok spover trak over Rødhus-stranden forleden, og pludselig lød der kald fra en solbader. Man så ham rejse sig på knæ og fløjte, og i bilens skyggeside sad en korthår og fulgte fuglene med øjnene. Hunden kan ikke have oplevet spovejagten, som den var i august, men ejeren lå nok og tænkte på sensommerjagten, som engang begyndte med regnspover. Det er jo med spover som med gæs: Deres snak i luften fanger øjeblikkelig opmærksomhed: Hvor er de? Hvor mon de skal hen? Historien er den pudsige, at de første spover kommer nordfra allerede i juni og udgør en fortrop af ”rugemødre” hunner, som i spoveverdenen forstår at overlade opdragelsen til fædrene og stikke af. Så kommer de nordfra for at melde højsommer og vende hø. Ikke for at hjælpe landmanden, men for at finde godter under det slåede græs. I august følger resten af familien, fortrinsvis storspover, ganske uden grund til at være så vemodige, som de lyder. Nu går de i sortbærrene, f.eks. i klitternes bagland, og efterlader blå klatter i sandede spor. Om foråret pyldrer de en helt anden sang, hvor de fåtalligt yngler her hjemme, en karakteristisk trillende lyd, som man genkender i f.eks. skotske film. Storspover såvel som den lille regnspove ynder ødelandet i hede-. og klitlandskaber. Langt ude hvor sommerluften flimrer, og forårsregn fylder sigene op. Hovedstaden dueland De begyndte at snakke jagt henne bag korthåren, og en talte om duetræk. Også det foregår i vor tid fredfyldt, for fuglejagten må i almindelighed vente til september. Engang var den skårlagte raps det store trækplaster for duer, men raps er blevet udbredt, så efterhånden er det markens beliggenhed mere end afgrøden, der bestemmer trækket. Dertil vinden, som skovduer må føle for at nyde turen til ædepladsen. Frisk blæst langs et læhegn vil give chancer, hvis ellers duerne er her endnu til september. Efter yngletiden foregår både en spredning og en samling. Spredning fra skoven eller parken, hvor mange havde rede, og samling til efterhånden store flokke, som i år kan se frem til gilde i bøgeskoven. Det er oldenår, som det hedder, når bøgen har sat mange frø, og det betyder, at ringduen bliver skovdue, også hele vinteren. Vinden bar jægersamtalen over stranden, og vi forstod, at hundemanden har fin duejagt nær Aalborg. Faktisk er trækket bedst netop nær storbyerne, og Storkøbenhavn er landets måske allerbedste sted. Her er sværme, så det vil noget, og det præger hele Nordsjælland. Her er sværme og jagt også i september og udbytter i hundredtal. Så mange, så vi i vort læbælte ikke gider høre om det. Lækre hjejler Før vort opbrud gik vi strandtur og mindes ved sådanne lejligheder gravhunden Nus, som engang her fangede en måge. I grunden havde hun aldrig betvivlet, at det lod sig gøre, så mågeflokke på sandstranden fik en ordentlig tur. Engang fik hun minsandten fat i en stakkel, som hun med greb i en vingespids svingede rundt et par gange. Så slap den og fløj heldigvis uskadt ind over klitterne. Men Nus vidste fra den dag, at måger kunne fanges. Måge skulle udryddes. Gravhunde har stærke viljer, så hun efterlod os uden tvivl om mål og hensigt. I dag var der ingen stormmåger, men en præstekravefamilie, som pilede foran eller fløj er ganske lille stykke. Igen og igen. Og så gik tankerne bagud til de små vadere – dyttelytterne – som de hed under eet, da sommerjagt i august omfattede også dem. Klirer o.l. var vist ikke noget særligt i gryden, men i september spiste man både viber og hjejler efter jagt i eksempelvis Østvendsyssels enge. Hjejler var den rene delikatesse, som vi engang nød til stor fødselsdag, og de var ikke ulig spover, som vestjyske restauranter kunne have på menukortet. Det var tider. Men i mange henseender andre tider, og med årene indser vi, at badeliv og jagt passede dårligt sammen. Vaderne kom i vanskeligheder – nogle af dem i alt fald - og meget må ses under nye vinkler. Det gør vi så.