Sproglig iltmangel

Da jeg var lille, lavede jeg ofte opvisning i negergymnastik. Det var et show, der blev udført i mine bedsteforældres stue, når det meste af familien var færdige med citronfromagen, og onkel Bjørn var igang med tredje portion. Glasdørene blev åbnet mellem den pæne stue og spisestuen. Og så gik underholdningen i gang med en bleg seks-årig dreng i fokus og hans to kusiner som hjælpere. Med en sort maske på, som mine bedsteforældre havde købt i Gambia, stod jeg der og viftede det bedste, jeg havde lært med arme og ben, lavede baglænnere og kvarte vejrmøller og modtog bifald. Jeg døbte det negergymnastik - selv om det måske ikke ligefrem havde det store at gøre med hverken gymnastik eller negere. I dag ville udførelsen af sådanne krumspring formentlig blive kaldt udøvelse af motion iført maske af anden etnisk herkomst end dansk. Og det er jo dejligt, at der er fundet en mere præcis betegnelse, som vi journalister kan benytte os af, når vi skal skrive. Men er det mere præcist? Eller ødelægger vi i virkeligheden sproget ved at pille gode ord fra hinanden og sende dem igennem kødhakkeren, så blævrende sætninger kan pøle sig ud over avisens spalter, som medister i naturtarm? Gæt engang, hvad jeg mener. Nogle mennesker vil mene, at det er stødende at blive kaldt neger og fornærmende at blive kaldt sort. Men hvorfor nu pludselig det? Da jeg var seks, kendte jeg kun negere fra børnebogen “Lille Sorte Sambo”. I dag er betegnelsen “negerboller” død, og jeg kan blive helt i tvivl, om man må kalde sin roommate for sambo. Men en af mine gode, sorte venner, kalder sig selv for neger. Og jeg selv ville ikke have det fjerneste imod at blive kaldt en hvid arisk mand, for det er jeg jo. Faktisk er jeg så bleg, at mine venner ikke kan se, om jeg har taget t-shirten af, når jeg er på stranden. Og nogle vil mene, at det er mig, der har stået model til A-4 papirets farve. Jeg har netop været i Afrika, hvor man heller ikke må kalde folk for negere eller sorte. Til gengæld har børnene ingen problemer med at råbe Mzungu, når en hvid mand kører forbi i sin bil. For det er jo, hvad man er. En hvid mand. En Mzungu. Alligevel sad jeg så sent som i sidste uge og tampede “personer af anden etnisk herkomst end dansk” gang på gang i en artikel, der handlede om “personer af anden etnisk herkomst end dansk”. Ja, undskyld jeg gentager mig selv, men muligheden for synonymer indskrænker sig i takt med, at medisterpølse-løsningen får has på sproget. I gamle dage kaldte vi alle, der var mørke i huden for fremmedarbejdere. Vi kaldte folk med downs syndrom for mongoler eller åndssvage og vi kaldte homoseksuelle for bøsser. Vi turde at smide ordene afsted, og de blev brugt af befolkningen, fordi de var nemme at forstå. I dag er vi blevet så bange for at bruge sproget, at det bliver anonymt, trist og uinspireret. Vi vil hellere drible en lang forklarende indskudt sætning ind i en artikel frem for at trække friske og billedskabende ord op af pistolhylsteret. Og vi kommer dermed til at behandle de mennesker, vi skriver om som rådne æg, som vil splatte ud over os, hvis vi kommer til at støde dem. Jeg tror, det er en misforståelse. For jeg tror ikke, I bliver fornærmede over ord som negergymnastik. Jeg tror, at I har lyst til at læse om almindelige menneskers selvmord, racediskrimination, psykiske vanvid og pædofili-overgreb på den måde, der beskriver hændelserne bedst. Og jeg tror, at I vil udfordres sprogligt. Overraskes. Inspireres. Og måske endda provokeres, når I lukker avisen op. Det bliver I kun, hvis journalister tør at bruge ordene - sprudlende og levende - og ikke forfalder til at ælte lange anonyme sætninger, der dør af iltmangel, inden de er skrevet færdig.