USA

I Stalins skygge

¤Svetlana Alliluyeva, datter af en af verdens mest hensynsløse diktatorer, Sovjetunionens generalsekretær Josef Stalin, fylder mandag 85 år. - Han er død, men hans skygge hviler stadig over os. Den dikterer fortsat - og ofte adlyder vi stadig. Det er svært at gøre sit liv op, når man er datter af en af historiens største tyranner, Sovjetunionens generalsekretær Josef Stalin. Alligevel har Svetlana Alliluyeva gjort det i erindringsbøger. De indledende ord - som er hendes - er møntet på det kommunistiske styre, som hun mener berøvede folket muligheden for menneskelighed og venlighed. Svetlana, der tog morens efternavn ved Stalins død i 1953, kan berette om en hård barndom og et rodløst liv, påvirket af morens pludselige død, da Svetlana var seks år, og far Stalins brutale tyranni - også - i hjemmet. Den senere generalsekretær Nikita Khrusjtjov har i sine memoirer beskrevet, hvordan Stalin engang under en drukfest trak den skrigende mor i håret og ud på dansegulvet. Morens tidlige død menes at være selvmord. Moren var Stalins anden hustru. Selv oplevede Svetlana farens voldsomme vrede, da hun var 16 år og forelsket i en jødisk filmproducer, Alexei Kapler. Stalin sørgede for, at Kapler blev idømt 10 års arbejdslejr i Sibirien. Da hun var 17 år, giftede hun sig med en studenterkammerat, som hun fik Josef med. To år efter blev de skilt. I 1949 giftede hun sig igen, fik en datter, Ekaterina, men blev skilt kort efter. Hun arbejdede som lærer og tolk i Moskva, da hun mødte en indisk kommunist - Brajesh Sing. Det kommunistiske styre forbød dem at gifte sig. I 1967 døde Sing, og Svetlana fik lov at rejse til New Delhi for at give Sing-familien hans aske. Det var her, hun traf sin store beslutning. Hun opsøgte den amerikanske ambassade for at få politisk asyl. Via Schweiz kom hun til USA, og under stor bevågenhed holdt hun pressemøde, hvor hun fordømte faren Stalins regime og det sovjetiske styre. I USA udgav hun sine erindringsbøger "Twenty Letters to a Friend" (1967) og "Only One Year" (1969). Udgivelserne skabte opstandelse i Kreml. Hun blev amerikansk statsborger og giftede sig med arkitekten William Wesley Peters. De fik en datter, Lana, men så skete det - igen. Kort efter blev også de separeret. I 1982 slog hun sig ned i Storbritannien, og i 1984 vendte hun så tilbage til Sovjetunionen blot for i 1986 igen at "hoppe af" til USA. I 1990'erne gjorde hun endnu et forsøg på at skabe sig et hjem i Storbritannien, men opgav og flyttede til USA, hvor hun nu lever på et plejehjem i Wisconsin. Far Stalin har kastet lange skygger over hendes rodløse liv. Ved hans død opstod en vis befrielse hos hende, har hun sagt. Hun beskriver farens død således: "De seneste timer har ikke været andet end en lang langsom kvælning. Hans dødskamp var forfærdelig. Han bogstaveligt kvaltes til døde, mens vi så på". Stalin døde officielt i forbindelse med en hjerneblødning./ritzau/