I strid med konvention

KØBENHAVN:Det er fjernt fra tankerne i Børnekonventionen, hvis den kriminelle lavalder sænkes eller afskaffes, som Venstre vil. Desuden frygter børneretseksperter, at vi kommer til at se børn i fængsler. Det er i strid med Børnekonventionen. - Hvis man nedsætter den kriminelle lavalder, fordi man vil gribe til straf i flere situationer over for yngre børn, så ligger det ikke godt i forhold til børnekonventionen, siger chefkonsulent Annette Faye Jacobsen, Institut for Menneskerettigheder. Konventionen nævner ikke noget om en bestemt kriminel lavalder, men i de internationale anbefalinger fremgår det, at strafelementet skal nedtones og rehabiliteringen opgraderes, når vi har at gøre med børn. - Idéen i konventionen er, at barnet skal hjælpes frem for at straffes, siger Annette Faye Jacobsen. At nedsætte eller afskaffe den kriminelle lavalder åbner endvidere for muligheden for at sætte børn i fængsel, mener hun. Samme frygt har Anne Mette Friis, chef for børne- og ungdomsarbejdet i børneorganisationen Unicef. - Allerede i dag har man jo børn indsat i voksenfængsler i klar strid med Børnekonventionens artikel 37, fordi der ikke er nok lukkede institutioner. Hvad vil man så gøre, når man sætter lavalderen ned, spørger hun. Det går heller ikke at sætte børnene i særskilte afdelinger i fængslerne, fordi fængselspersonalet ikke er uddannet til at tage sig af dem. I stedet skal kommunernes indsats mod ungdomskriminalitet styrkes, mener Anne Mette Friis. - Kommunerne har i dag i sociallovgivningen muligheder for at iværksætte foranstaltninger, der kan standse kriminalisering af børnene. Men de gør ikke nok brug af dem, siger hun./ritzau/