EMNER

I strømpesokker og uden sprut

30 unge hygger sig i fire døgn med deres store lidenskab

FJERRITSLEV:Man skal tage store skridt for at komme op ad trappen til Computerforeningen Boxens lokaler i den tidligere bankbygning i Østergade 16 i Fjerritslev. Indgangspartiet er nemlig fyldt med sportssko. Forklaringen er, at man skal opfylde to betingelser for at kunne deltage i Boxens pc-maraton, der begyndte i går og slutter på fredag: Deltagelse sker i strømpesokker, og der er spiritusforbud. - Vi har ingen problemer med nogen af delene, siger Boxens formand, 21-årige Frans Larsen, der kan glæde sig over fuldt hus til klubbens pc-maraton. De 30 deltagere i alderen 13-27 år hygger sig de fleste af døgnets timer med deres store lidenskab computerspil, bl.a. World of Warcraft og Battlefield 2. Og de udveksler erfaringer og hjælper hinanden med tekniske problemer. Hovedparten af deltagerne er lokale klubmedlemmer, og flere af dem har kammerater med ude fra, bl.a. fra Aalborg og Kolding. - Hvis der er nogen, der ikke har nået at være i sommerhus eller i udlandet, betragter de vores arrangement som en sommerferie, siger Frans Larsen. Vi håber på godt vejr, så vi også kan komme en tur til stranden og få spillet lidt fodbold. Computerforeningen Boxen har bestået i ni år. Den har 30 medlemmer og havde de første år til huse i et værksted hjemme på gården hos Frans Larsens forældre i Manstrup. Klubben er åben hver weekend fra fredag til søndag.