Sverige vandt vel?

e

e

Jeg kan jo ikke vide det, mens jeg skriver, men mon ikke vi fik en grimmer snitter af svensken i aftes? Hele 3-0 måske endda. Det var i hvert fald som om at ugen, der gik, gik i dén retning. Det var ikke bare slut på foråret, det var også en uge, der ikke helt entydigt gav svar på, om det nu også er en skam, at vi som race er i fare, sådan som den amerikanske professer ifølge Politiken Ana M. Soto argumenterede for på en fertilitetskonference i København. Den handlede om alle de kemikalier, vi ikke har styr på, og som truer med at gøre mandighed til noget, der har været. Det er jo nok en tendens, vi modne mænd har luret, men man skal som ret voksen passe på ikke at komme til at fremstå som gammel og sur. Ikke, at der ikke er runde til det. Politik for eksempel. Hvad er det nu blevet for noget? Hentede man svar i Folketingets afslutningsdebat forleden, så synes jeg da godt, at man kunne få fornemmelsen, at det handler om at forstille sig, skændes på skrømt og at skyde noget i hinandens sko. En fornemmelse af, at det gælder om at spinde sig til magten for at kunne bruge den til at bevare magten og, at dét kræver én bestemt politik, som alle er parat til at føre. Og så var der lige en godbid fra statsministeren til dem, der ikke er med til forbrugsfesten. ”Danmark skal forblive et trygt samfund uden de store skel. Et samfund hvor alle kan være med”, sagde han. Mandigt. Ellers var det jo også i denne uge Ny Alliance, der tiltrak sig opmærksomhed fra kolleger og presse, der ikke helt har bestemt sig for, hvordan de skal tackle denne samling af politikere, der plejer at være kantsøgende i de partier, de kommer fra, og som nu tilsammen er midtsøgende. Forstå dét, hvem der kan. Underholdende var det, da førnævnte københavnske dagblad skrev Venstres kantsøger Eyvind Vesselbo ind i Ny Alliance. For der er han slet ikke, siger han, uden det forstyrrede hverken avisen ellers dens kilder ret meget. Desværre har vi på NORDJYSKE ikke kunnet bidrage så meget med underholdningen. Aktuelle begivenheder har gjort, at vi har måttet skrive overskrifter som ”Drabsmand slog til i blodrus” og ”Voldsramt far kræver erstatning af søn”. Fortælle om den bizarre og triste historie om de ubegravede urner i Arenstminde, og den ikke mindre bizarre mobbesag fra Farsø, der endte i retten, men af den lokale skoleleder alligevel betegnet som en fjer. Vi måtte også fortælle historier om, hvad der åbenbart er med til at bekæmpe mandighed. Politikerne i Rebild for eksempel lod den grønne profil blegne for at giftbekæmpe gåsebiller på en fodboldbane, og arrangørerne af Hjallerup Marked knaldede hele egnen til i krudtslam og det, der er værre for at komme i Guinness Rekordbog. Man var lige kommet til et større parti billige raketter. Bare nu ikke de gode mennesker næste år bliver tilbudt nogle containerfulde billigt afskåret ud-dateret pålæg, så vi skal rapportere fra et gigantisk ædegilde. Der synes at være meget vide grænser for, hvad man vil gøre for at få opmærksomhed. Men de har vel taget ved lære af prototypen på en lokalpolitiker, der vil have sin by eller kommunen på land-, Danmarks- eller verdenskortet. Som om den ikke er der i forvejen. Og for nu at blive ved det kemiske, så var det jo også ugen, hvor vi bragte historien om, at også røgfrie cigaretter dræber. Manden, der laver dem, er godt nok ikke enig. Han anførte, at cigaretten er lavet af peberolie, mælk og 378 andre stoffer, godkendte naturligvis, ja og så noget, som han sagde, ”naturligt udvundet nikotin, der ikke i sig selv er kræftfremkaldende”. Udtalelsen er i sig selv et sprogligt studium værd, men 378 andre stoffer? Det er godt nok mange set i en mandighedssammenhæng. En kræftbekæmpelsesoverlæge forsøgte at lukke debatten ved at slå fast, at der ikke findes andre uskadelige cigaretter end en plasticcigaret, men det var vist uden tanke for Ana M. Sotos påvisning af, at hormonforstyrrende stoffer kan vandre fra plastik og ind i mennesket. Nå, det optog os alligevel ikke nær så meget, som at vi i pinsen helt uden for den kulinariske orden blev budt på krudtet Riis. Hold da op, hvor vi mener meget om den sag. Der kan vi godt nok ikke lide kemikalier. Godt var det, at også cykelholdsdirektør Henning Primdahl stod frem og indrømmede Team Easy On’s brug af hvad som helst. Det kan måske dæmpe de skingre toner og bringe os tilbage til det egentlige: Hvordan bevarer vi manden. Det kan man vel godt arbejde en søndagstid på. Og et lille håb om sejr er der, indtil fløjten har lydt.