Tid til det hjemlige

EMNER 1. februar 2009 05:00

SÅ GIK MAN lige og troede, at der kun var Obama i hele verden til at bedrive politik, men efter han er kommet i gang, så har vi, medierne, fået tid til at skrive om det hjemlige. Ekstra Bladet var parat med en ganske vist lidt ældre sag om to drengerøve i slips, der drak heftigt, inden den ene skulle passe sit job som borgmester, og den anden holde fri fra sit ministerjob for at gå i Tivoli med familien. - Hålschjaåp. Har jeg så mange børn?, skulle ministeren have haft lov til at sige i privatlivets fred, hvis ikke lige det var fordi, at det andet geni synes, at skatteborgerne skulle betale for deres indtag af øl og snaps. Hov, det handler det slet ikke om. Læs bare, hvad Venstre politiske ordfører, Inger Støjberg, fik ud af sagen: - Jeg vil slet ikke forholde mig til, hvad folk drikker under frokoster. Det må de alene selv afgøre. Jeg interesserer mig for det principielle i denne sag. Og det er, at der er nogen, der forsøger at begå et karaktermord på Lars Løkke. Sagde altså Inger Støjberg om det principielle i sagen. Godt man ikke er øverste chef for den flok. Så står man der og synes, at der måske ikke er nogen grund til at fylde sig sådan med alkohol til en arbejdsfrokost, uden at man kan trænge igennem støjtæppet. SÅ ER DET dejligt, at ens kone kan danse en til undsætning. Sige farvel til børnehavebørnene – altså de rigtige – og realisere sig selv og ikke mindst tage fokus. Rækkevidden af førstedamens store beslutning kom til at skygge for, at en anden Venstre-mand blev afsløret. Og det var endda for det gode - altså han har ikke danset i fjernsynet, men dog været en respekteret formand for Folketinget, Christian Mejdahl, hvis portræt nu hænger til skue på Christiansborg. Inger Støjberg nåede ikke at reagere på afsløringen. Hun havde travlt med at tage det roligt, at en meningsmåling dømmer regeringen ude. - Nu vinder man altså ikke en håndboldkamp i halvlegen, talte hun lige til folket, som i skrivende stund ikke ved, om det bliver en rigtig finale senere i dag, eller det bare er Frankrig mod nogle andre. Støjbergs ikke-problem er ham der Villy Søvndal, der stiler mod en ministerpost og derfor – stik imod sit partis kultur – vil skabe fornyelse. Et af de seneste tiltag er, at SF ikke længere skal arbejde for at afskaffe kapitalismen. Dét skal nok give anledning til diskussion i de sene aftentimer, når den lokale partiforening næste gang skal på kulturtur til Toscana - eller var det Cuba? I hvert fald efter at man er færdig med diskussionen om rimeligheden i, at Villy sammen med Socialdemokraterne vil sænke skatten på arbejdet, nu man lige er blevet fri. Heldigvis forsikrede Villy, at det ikke skal gå ud over boligejerne. Pyh. OM MAN VIL det eller ej, så er der andet i livet end politik og håndbold. Hjemmerøverier for eksempel, men det er snart slut, for Pia K. vil hæve straffen, og så holder de jo nok op, uslingerne. Nå, det er jo også politik. MEN SÅ UFO’ER da. Forleden var forsvarsministeriet parat til – som briterne gjorde i sommer – at afsløre hemmeligheden om, hvad borgerne har set af besøgende fra det ydre rum. Det kom der ganske vist ikke noget håndfast ud af, men slørene blev jo også kun løftet for perioden fra 1978 til 2002, så … Desværre er der er jo også vold derude, i Gaza ikke mindst, men også i København er det åbenbart blevet lejfigt for gangstere at gå rundt og skyde hinanden på åben gade, akkurat som var det på film. Det er trist. Og det kniber med forslag til, hvordan uvæsenet kommes til livs, men der er jo også i forvejen ret hårde straffe for at gå rundt og skyde folk. SÅ ER DET straks lettere at diskutere politiets sprogbrug. Det appellerer til vores humoristiske sanser og lyst til at glemme vinterens kulde og virkelighedens fortrædeligheder, at politibasserne går rundt og siger ”perle”, når de gerne ville sige perker. Tørvetrillerne insisterer på at få diskussionen til at handle om, hvorvidt politibetjente skal opføre sig pænt og tale ordentligt, når de nu er ansat til og får løn til at holde lov og orden, men med Støjbergsk logik svarer det vel til at begå karaktermord i stribevis på betjentene, og det kan ingen jo være tjent med. NÅ PYT - bare det er de rigtige, der skal spille finale i eftermiddag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...