Hadsund

I topform efter benbrud

HADSUND:Cross-køreren Christian Juul fra Hadsund Motor Klub har så småt indledt sæsonen, efter at han måtte bruge sidste halvdel af foregående sæson på genoptræning af sit ben. Uheldet, der skete under en en Team Danmark træning i Randers midt på sommeren, kostede et brækket skinne- og spoleben og ikke mindst efterårets løb. - Jeg nåede lige at køre sæsonens sidste løb, som vi kørte på banen i Hadsund, skriver Christian Juul i en hilsen til redaktionen. Her vandt han begge heat, hvilket skaffede ham den samlede sejr i DMC-cup’en 2003 trods det lange skadesfravær. Og den lovende afslutning er blevet fulgt op i vinterturneringen, hvor han ikke er blevet placeret ringere end nummer to. Senest klarede han i den forgangne weekend en samlet førsteplads hjem ved en afdeling af B DM, som blev kørt i Slotsbjergby. Nærmest mirakuløst, efter at han i første heat blev impliceret i et massestyrt og fik fjernet både hud og kød fra det ene ben af en løbsk kæde. Efter at have overhalet 36 konkurrenter vandt Christian Juul heatet, og historien gentog sig i andet heat, hvor han dog ”kun” havde 30 kørere foran sig og tog til takke med en tredjeplads. Næste løb er A DM i Randers på søndag. ”Jeg håber det bedste”, skriver Christian Juul.