I valgets dybe stille ro

Terrorfrygt. Børn, som vil vælte regeringen. Og et meget roligt tempo. Valget er nået til Bjergby

BJERGBY:Slikket glinser af sukker i glasskålen. De første ivrige vælgere har stukket deres hånd i "det milde valgflæsk", mens den anden har holdt en stemmeseddel. Stedet er Bjergby-Mygdal Skole. Her skal Bjergby-borgerne stemme - stemme om fremtiden. Til at holde styr på tingene har de forskellige partier udpeget mennesker, som skal dele stemmesedler ud, overvåge valget og - når dørene bliver lukket klokken 20 tirsdag aften - tælle stemmerne op. Men lige nu har roen sænket sig over skolen. Eleverne lærer at sætte ord sammen i den rette rækkefølge, løse svære ligninger eller tegne, mens en historie bliver læst højt. I den tidligere gymnastiksal på skolen sidder de valgtilforordnede og venter på vælgerne. Enkelte ben kan skimtes under forhænget, men om det er den klare februarfrost, som holder vælgerne væk, er ikke til at vide. Under alle omstændigheder er der færre, som om formiddagen har stemt på dette valgsted. Terrortrussel i Bjergby Alligevel har politiet været der for at sikre, terroren ikke rammer Bjergby. Derfor skal de valgtilforordnede holde øje med mistænkelige ting. Som for eksempel en skoletaske, som var efterladt. Om noget så usædvanligt før er sket på Bjergby-Mygdal Skole, skal ikke kunne siges. Men for nu er lokalet tomt for tasker. I stedet har rummet fået nyt inventar: En plads, som vælgerne kan få en stemmeseddel fra, to gule stemmeurner og tre båse til at stemme i udgør rammen. Ellers har roen sænket sig. Den mest begivenhedsrige situation skete, da skolens pedel blev tilkaldt for at skrue et bord i en stemmeboks fast, efter at det var faldet ned. Vil vælte regeringen Pludselig kommer et stort rykind. For den gamle gymnastiksal bliver fyldt af over 30 mennesker, som i flok går direkte hen til oversigten over partier. Godt nok er de ikke gamle nok til at læse partiernes navne, men engagementet er der for eleverne i første klasse. - Vi har snakket om valget i klassen, og nogle børn vidste, hvad de ville stemme, hvis de kunne. De sagde: Regeringen skal væltes, fortæller lærer Erik Sørensen. Kort efter forsvinder klassen og samtidig suges lydene væk. Nede ad gangen kan man høre klassen. Så begrænser støjen i rummet sig til korte, dæmpede samtaler. Malurt under optælling Når dørene lukker klokken otte, og roen endelig samler sig over valgstedet, tømmes de gule plastik-stemmeurner. En række borde er samlet og stemmesedlerne hældes ud på bordene. Herefter går de valgtilforordnede i gang med at tælle op. Kun partistemmerne. Resten klares onsdag af andre. Som aftenen skrider frem vil de tilforordnede begynde at få et overblik over situationen. Og selvom de understreger, at det vigtigste er, valget går rigtigt til demokratisk, kan det måske være svært at se sit parti tabe i Bjergby. - Valgdage er altid festdage, men det er ikke udelukket, at der kommer malurt i bægeret efter klokken otte, lyder det fra en af Venstres valgtilforordnede Ove Jakobsen. Hvis alt går, som det helst skal, kan de allerede have stemmerne talt op klokken 21. I hvert fald hvis færre Bjergby-borgere stemmer denne gang. Hvis det sker, vil roen sænke sig over Bjergby-Mygdal Skole før jublen eller skuffelsen breder sig på Christiansborg.