IAEA kritiserer Egypten

Atomkraft 15. februar 2005 05:00

WIEN: FN's organ til overvågning af atomkraft kritiserer i en fortrolig rapport Egypten for ikke at have indberettet atomanlæg og -materiale, men fastslår, at der ikke er fundet beviser for, at den egyptiske regering søger at udvikle atomvåben. I rapporten fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), som det britiske nyhedsbureau Reuters er kommet i besiddelse af, hedder det, at de egyptiske myndigheder ikke lever op til deres indberetningspligt. Blandt det, myndighederne skal indberette til IAEA, er anlæg, der kan adskille plutonium egnet til fremstilling af atomvåben. - Egyptens gentagne tilsidesættelse af forpligtelsen til at indberette nukleart materiale og nukleare faciliteter i passende tid er genstand for bekymring, hedder det i rapporten. IAEA oplyser, at man fortsat er i gang med at efterforske forholdene i Egypten, men tilføjer, at "det nukleare materiale og de nukleare faciliteter, som agenturet til dato har inspiceret, er i overensstemmelse med de aktiviteter, som Egypten har beskrevet". Egypten siger, at landets atomforskning har fredelige formål. /ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...