Ib Michael 65 år

Forfatteren Ib Michael - en flittig foredragsholder, her på Støvring Højskole. Arkivfoto: Grete Dahl

Forfatteren Ib Michael - en flittig foredragsholder, her på Støvring Højskole. Arkivfoto: Grete Dahl

¤Ib Michael, dansk skønlitterær forfatter. med efternavnet Rasmussen, fylder søndag 65 år. Mere end nogen anden er Ib Michael eventyrets digter i ny dansk litteratur, en fantastisk og magisk realist. Hans bøger er eventyrlige beretninger om udlængsel, eksotiske rejser og mirakuløse sammentræf, udspændt mellem handlingens dramatik og beskrivelsernes nærsansning og ordmusikalske billedstorm. De er samtidig fulde af konkret virkelighed, forankret i tid og sted og fyldt med farve og liv, hvad enten de foregår i middelalderen eller atomtiden, i Latinamerika, Kina eller Roskilde. Ib Michael bruger fantasien til at udvide virkelighedsopfattelsen og kortslutte tid og rum med en mytisk oplevelsesform, der bryder med en vestlig rationalistisk tænkemåde og trækker på indiansk og buddhistisk filosofi og fantastisk litteratur. Ib Michael tog bifagseksamen ved Københavns Universitet i mellemamerikanske indianske sprog og kulturer 1972. Han beskæftiger sig fortrinsvis med emner der geografisk ligger uden for Danmark eller Europa, typisk i Oceanien eller Sydamerika. Meget af hans prosa har stilmæssig forbindelse til den sydamerikanske magisk realisme. I sin gennembrudsroman Kilroy, Kilroy fletter han Anden Verdenskrig, amnesi, "Kilroy was here", frihedskampen i Tibet, kønsroller, tidslige og geografiske spring sammen i en fremadskridende fortælling, der når sit klimaks. Et væsentligt værk i forfatterskabet blev Kejserens atlas (2001), der i en blanding af realisme og eventyrlig fremstilling tænker fænomener i den moderne vestlige verden sammen i en fremtidsvision. Bærende tema er det maskuline overmod og magtbegær, der både på det private og det samfundsmæssige plan ender i katastrofer. En kulturs undergang er et motiv i den stort anlagte Paven af Indien (2004). De to romaner Blå bror (2006) og Sorte huller (2007) deler persongalleri, byen Roskilde og unge erfaringer med både stoffer og livet. Hans seneste bog er Vilde engle fra 2009. Ib Michael er hædret med mange priser og han modtog således De Gyldne Laurbær i 1990 og fire år senere Det Danske Akademis Store Pris. I 1995 blev han kåret som Danskernes Yndlingsforfatter.